BEK 1224/2020 · Bekendtgørelse om undervisning og aktivering mv. af asylansøgere m.fl.
BEK 1224/2020 Art. 25
Kontrakt for asylansøgere over 18 år, udlændinge over 18 år i overgangsfasen, udlændinge over 18 år på tålt ophold og andre udlændinge over 18 år samt indkvarteringsoperatørernes tilrettelæggelse af aktivering og undervisning
Kontrakten skal være indgået senest en uge efter asylansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.
Stk. 2. For udlændinge i overgangsfasen, udlændinge på tålt ophold og andre udlændinge indgås kontrakten hurtigst muligt efter indkvarteringsoperatørens nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Kontrakten indgås for en nærmere fastsat periode, dog ikke for længere end 6 måneder.
Stk. 4. Indkvarteringsoperatøren skal foranledige, at kontrakten revideres, når der viser sig væsentligt behov herfor, herunder når en asylansøger overgår til en anden fase. Indkvarteringsoperatøren skal løbende påse, at asylansøgere, jf. stk. 1, og udlændinge, jf. stk. 2, deltager i de for de pågældende mest relevante aktiverings- og undervisningstiltag, som indkvarteringsoperatøren har mulighed for at tilbyde.
Stk. 5. Flytter en asylansøger, jf. stk. 1, eller udlænding, jf. stk. 2, fra et indkvarteringssted, som drives af en indkvarteringsoperatør, til et indkvarteringssted, der drives af en anden indkvarteringsoperatør, skal indkvarteringsoperatøren for det indkvarteringssted, hvorfra den pågældende flytter, uden den pågældendes samtykke fremsende kontrakten til indkvarteringsoperatøren for det indkvarteringssted, hvortil den pågældende flytter. Den modtagende indkvarteringsoperatør skal sammen med asylansøgeren, jf. stk. 1, eller udlændingen, jf. stk. 2, foretage en revision af kontrakten, idet den modtagende indkvarteringsoperatør så vidt muligt søger at fortsætte den aktivering og undervisning, der er indeholdt i kontrakten.
Stk. 6. Revision af kontrakten sker ved påtegning af den oprindelige kontrakt med underskrift af indkvarteringsoperatøren samt asylansøgeren, jf. stk. 1, eller udlændingen, jf. stk. 2, eller ved udarbejdelse af en ny kontrakt. §§ 23, 24 og 25, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse.