BEK 271/2018 · Bekendtgørelse om vejnavne og adresser
BEK 271/2018 Art. 18
Fastsættelse af husnumre, etage- og dørbetegnelser
Er jordstykker eller bebyggelse placeret således, at reglerne i § 17, stk. 2 og 3, efter adressemyndighedens skøn ikke er egnede til at opnå en systematisk og logisk husnummerering, kan husnumrene i det samlede område undtagelsesvis fastsættes i almindelig stigende rækkefølge, uden hensyn til lige eller ulige numre.
Stk. 2. Stk. 1 finder endvidere anvendelse for eksisterende bebyggelse, hvor husnumrene er fastsat i almindelig stigende rækkefølge, uden hensyn til lige eller ulige numre, hvis adressemyndigheden skønner, at der med de eksisterende husnumre i tilstrækkelig grad er opnået en systematisk og logisk husnummerering.
Stk. 3. Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 1 og 2, at den almindelige stigende husnummerering omfatter samtlige adresser på den navngivne vej, og at der træffes foranstaltninger for at minimere risikoen for misforståelser, eksempelvis ved hjælp af oversigts- eller henvisningsskilte, som angiver de anvendte husnummerintervaller og lignende.
Stk. 4. Gøres en vej blind, ensrettet eller lignende, efter husnumrene på vejen er fastsat, kan adressemyndigheden beslutte at fravige reglen i § 17, stk. 4, 1. pkt., således at den eksisterende husnummerering opretholdes, hvis dette efter adressemyndighedens skøn ikke strider imod hensynene i § 1, stk. 2.
Stk. 5. Finder adressemyndigheden, at særlige forhold taler for det, kan reglen i § 17, stk. 2, jf. § 16, stk. 3, fraviges, når de pågældende husnumre med og uden bogstav hører til samme bygning eller til tæt samhørende bygninger. Det er en forudsætning herfor, at der ved tydelig skiltning eller lignende træffes foranstaltninger for at minimere risikoen for misforståelser.
Stk. 6. I områder, hvor den eksisterende husnummerering er fastsat før den 7. maj 2018, kan reglerne i § 17, stk. 2, fraviges, hvis husnummereringen i området efter adressemyndighedens skøn er velfungerende, og det ikke strider imod hensynene i § 1, stk. 2. Det er en forudsætning herfor, at der ved tydelig skiltning eller lignende træffes foranstaltninger for at minimere risikoen for misforståelser.