BEK 1019/2017 Art. 30
Ankestyrelsen, registrering, indberetning og klageadgang
Afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter § 9, § 13, § 18, stk. 7, og § 20, stk. 3, og efter udlændingelovens § 62 m, stk. 3, og § 62 r, stk. 2, kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Stk. 2. Ankestyrelsens direktør kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Berettiget til at indbringe en sag for Ankestyrelsen er den uledsagede mindreårige udlænding, der er fyldt 12 år, og udlændingens repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1.
Stk. 4. Ankestyrelsen er ikke bundet af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.
Stk. 5. Ankestyrelsens afgørelse kan gå ud på afvisning, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Stk. 6. Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
Stk. 7. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 8.
Stk. 8. Klage over afgørelse om valg af anbringelsessted efter § 13 har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer kommunalbestyrelsen samtidig med afgørelse om valg af anbringelsessted eller ændret anbringelsessted afgørelse om at iværksætte afgørelsen straks. Afgørelsen om, at en afgørelse iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 9. Ændrer Ankestyrelsen en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer Ankestyrelsen samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.
Stk. 10. Ankestyrelsens afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og Beskæftigelsesudvalgets forretningsordner.