BEK 366/2016 · Bekendtgørelse om bistandsværger beskikket i medfør af kriminallov for Grønland
BEK 366/2016 Art. 4
Beskikkelse af bistandsværger
Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til stede under sagens behandling.
Stk. 2. Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en sådan værge beskikket under sagens behandling, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet, når dommen er afsagt. Hvis den dømte skal anbringes i Grønland, beskikkes en bistandsværge med bopæl i Grønland, og hvis den dømte skal anbringes i Danmark, beskikkes en bistandsværge med bopæl i Danmark.
Stk. 3. Såfremt den dømte har haft en bistandsværge med bopæl i Grønland beskikket under sagens behandling og skal anbringes i Grønland, fortsætter bistandsværgen efter dommen, medmindre dette er uhensigtsmæssigt på grund af bistandsværgens bopæl. Såfremt den dømte har haft en bistandsværge med bopæl i Danmark beskikket under sagens behandling og skal anbringes i Danmark, fortsætter bistandsværgen efter dommen.
Stk. 4. Hvis en person, der er dømt til anbringelse i Danmark, administrativt overføres til anbringelse i Grønland, beskikkes en ny bistandsværge med bopæl i Grønland. Hvis en person, der er dømt til anbringelse i Grønland, administrativt overføres til anbringelse i Danmark, beskikkes en ny bistandsværge med bopæl i Danmark.