BEK 1735/2015 · Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter
BEK 1735/2015 Art. 5
Uanset at det planlagte ruteforløb ikke passerer gennem de i § 4, stk. 4, nævnte beskyttede områder, kan Miljøstyrelsen inden 6 uger fra modtagelsen af ansøgningen bestemme, at ansøgningen skal ledsages af en redegørelse, svarende til den i § 4, stk. 4, nævnte, der indeholder en særlig vurdering af hurtigfærgerutens indvirkning på natur, miljø, kulturminder eller friluftsaktiviteter, såfremt det planlagte ruteforløb helt eller delvist vil passere gennem farvandsområder, hvor der er en begrundet formodning for, at sejlads med hurtigfærger kan medføre væsentlig indvirkning herpå. Miljøstyrelsen skal ved afgørelsen heraf lægge vægt på farvandsområdernes almene naturvidenskabelige værdi, herunder bundtype, bundtopografi og hydrografi, områdets naturtyper og betydning som gyde- og opvækstområde for fisk, som levested for havpattedyr, og som raste- og fourageringsområde for fugle. For visse beskyttede arter gælder tillige bestemmelserne i bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter. Områdets kulturhistoriske værdi og betydning for friluftsaktiviteter skal også inddrages. Miljøstyrelsen skal i afgørelsen nærmere specificere, hvilke af de i § 4, stk. 4, nævnte punkter, der ønskes vurderet.
Stk. 2. Miljøstyrelsen kan bestemme, at yderligere materiale til vurdering af indvirkninger på de ydre omgivelser skal tilvejebringes.
Stk. 3. Redegørelsen skal være på dansk, og Miljøstyrelsen kan forlange, at undersøgelser, der er gennemført som grundlag for vurderingen, og som ledsager denne, er på dansk, eller indeholder et dansk resume.
Stk. 4. Miljøstyrelsen kan høre myndigheder og organisationer i spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang en ansøgning skal ledsages af den i stk. 1 nævnte redegørelse.
Stk. 5. Miljøstyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan kun påklages i forbindelse med en klage over den endelige afgørelse om godkendelse eller afslag på godkendelse, jf. § 7.