Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1735/2015 · Bekendtgørelse om miljøgodkendelse af hurtigfærgeruter

BEK 1735/2015 Art. 4

In KraftAmtlicher Text

Ansøgning om godkendelse skal være skriftlig og på dansk. Ansøgningen indsendes til Søfartsstyrelsen, der videresender den til Miljøstyrelsen.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde de for behandlingen af ansøgningen nødvendige oplysninger, herunder 1) oplysning om skibstype, fremdrivningssystem, bølgegenerering og bølgehøjde, 2) rute og sejladsbeskrivelse, herunder angivelse af den forventede fart over grunden og vanddybde på de forskellige afsnit af ruten, 3) oplysninger om sejladsfrekvens og 4) oplysninger om hurtigfærgens støjbelastning på de støjfølsomme afsnit af ruten i overensstemmelse med bilaget til denne bekendtgørelse.

Stk. 3. De i stk. 2, nr. 1, nævnte oplysninger om bølgegenerering og bølgehøjder skal belyses ved resultater af modelforsøg, fuldskalamålinger eller numerisk simulering. Dokumentationen skal udarbejdes af anerkendte institutter, herunder et institut i andre EU-medlemsstater samt i lande, der er omfattet af EØS-aftalen, og som giver passende og tilfredsstillende garantier af teknisk, fagmæssig og uafhængig art. Dokumentation kan dog baseres på andre oplysninger, som skal repræsentere mindst den samme grad af nøjagtighed.

Stk. 4. Såfremt det planlagte ruteforløb passerer gennem farvandsområder, der er udpeget som internationale naturbeskyttelsesområder, eller såfremt det planlagte ruteforløb passerer gennem områder, der er fredede i medfør af lov om naturbeskyttelse eller udlagt som vildtreservat i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning, skal ansøgningen ledsages af en redegørelse, der indeholder en særlig vurdering af hurtigfærgerutens indvirkning på natur, miljø, kulturminder eller friluftsaktiviteter inden for det beskyttede område. Redegørelsen, der skal være på dansk, skal indeholde en vurdering af følgende: 1) De kort- og langsigtede konsekvenser af sejladsen i forhold til de udpegede områder og de interesser, der har begrundet områdets beskyttelse, herunder a) effekter på de beskyttede arter og naturtyper som følge af sejladsen, herunder bølgeopløb på stranden, b) effekter af eventuel partikelopblanding som følge af sejladsen, c) effekter på bundfauna og bundflora som følge af sejladsen, d) effekter på eventuelle kulturminder på havbunden som følge af sejladsen og e) effekter på eksisterende eller planlagte friluftsaktiviteter som følge af sejladsen. 2) En oversigt over de væsentligste alternativer, som har været undersøgt. 3) En beskrivelse af afværgeforanstaltninger for at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere eventuelle skadelige virkninger på natur, miljø, kulturminder eller friluftsaktiviteter. 4) Et ikke-teknisk resume på grundlag af ovennævnte oplysninger. 5) Eventuelle mangler ved oplysningerne og konsekvensvurderingerne.

Stk. 5. Miljøstyrelsen kan bestemme, at yderligere materiale til vurdering af indvirkninger på de ydre omgivelser skal tilvejebringes og kan i medfør af § 5 bestemme, at vurderingen skal udvides til også at omfatte de øvrige dele af ruteforløbet, der forløber uden for et af de i stk. 4 nævnte beskyttede områder. Miljøstyrelsen kan endvidere forlange, at undersøgelser, der er gennemført som grundlag for den i stk. 4 nævnte vurdering, og som ledsager denne, er på dansk, eller indeholder et dansk resume.

Stk. 6. Miljøstyrelsen kan i øvrigt forlange yderligere oplysninger i det omfang, det skønnes nødvendigt for behandlingen af sagen. Miljøstyrelsen kan fastsætte en frist for fremsendelse af yderligere oplysninger samt tilkendegive, at ansøgningen betragtes som bortfaldet, hvis ikke oplysningerne er modtaget inden fristens udløb.