BEK 907/2015 Art. 53
Indregning og måling
Gruppevis vurdering efter § 51 skal omfatte alle virksomhedens udlån og tilgodehavender bortset fra udlån og tilgodehavender, der er nedskrevet efter en individuel vurdering samt udlån og tilgodehavender, der ikke kan indpasses i en gruppe, jf. stk. 2.
Stk. 2. Gruppevis vurdering foretages på grupper af udlån og tilgodehavender, der har ensartede karakteristika med hensyn til kreditrisiko.
Stk. 3. Ved gruppevis vurdering anses objektiv indikation for værdiforringelse at være indtruffet, når observerbare data indikerer, at der er indtruffet et fald i de forventede fremtidige betalinger fra den pågældende gruppe af udlån eller tilgodehavender, som kan måles pålideligt, og som ikke kan henføres til enkelte udlån eller tilgodehavender i gruppen, herunder 1) forværring af betalingsmønsteret fra den pågældende gruppe af udlån eller tilgodehavender eller 2) ændring i forhold, der erfaringsmæssigt har sammenhæng med omfanget af betalingssvigt i en gruppe af udlån eller tilgodehavender som den foreliggende.
Stk. 4. Hvis der foreligger objektiv indikation for værdiforringelse af en gruppe af udlån eller tilgodehavender, skal den samlede værdi af gruppen af udlån eller tilgodehavender nedskrives med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi før nedskrivningen og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger fra gruppen.
Stk. 5. Ved beregning af nutidsværdien, jf. stk. 4, anvendes for fast forrentede udlån og tilgodehavender det vejede gennemsnit af de oprindeligt fastsatte effektive rentesatser. For variabelt forrentede udlån og tilgodehavender anvendes det vejede gennemsnit af de aktuelle effektive rentesatser på udlånene og tilgodehavenderne i gruppen. De forventede fremtidige betalinger skal indbefatte forventede indtægter og omkostninger fra overtagelse og realisation af sikkerheder.