BEK 907/2015 Art. 52
Indregning og måling
Individuel vurdering efter § 51 skal i det mindste foretages for alle udlån og tilgodehavender, der er af betydelig størrelse for virksomheden, samt for udlån, der ikke kan indpasses i en gruppe, jf.§ 53, stk. 2.
Stk. 2. Ved individuel vurdering anses objektiv indikation for værdiforringelse i det mindste at være indtruffet i tilfælde af en eller flere af følgende begivenheder 1) låntager er i betydelige økonomiske vanskeligheder, 2) låntagers kontraktbrud, eksempelvis i form af manglende overholdelse af betalingspligt for afdrag og renter, 3) virksomheden yder låntager lempelser i vilkårene, som ikke ville være overvejet, hvis det ikke var på grund af låntagers økonomiske vanskeligheder, eller 4) det er sandsynligt, at låntager vil gå konkurs eller bliver underlagt anden økonomisk rekonstruktion.
Stk. 3. Hvis der er indtruffet objektiv indikation for værdiforringelse, jf. stk. 2, og den eller de pågældende begivenheder har en virkning på størrelsen af de forventede fremtidige betalinger fra udlånet eller tilgodehavendet, der kan måles pålideligt, skal udlånet eller tilgodehavendet nedskrives med forskellen mellem den regnskabsmæssige værdi før nedskrivningen og nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger fra udlånet eller tilgodehavendet.
Stk. 4. Ved beregning af nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger, jf. stk. 3, anvendes for fast forrentede udlån og tilgodehavender den oprindeligt fastsatte effektive rentesats. For variabelt forrentede udlån og tilgodehavender anvendes den aktuelle effektive rentesats på udlånet eller tilgodehavendet.
Stk. 5. Nutidsværdien af de forventede fremtidige betalinger i opgørelsen efter stk. 3 og 4 forøges med dagsværdien af eventuelle sikkerheder fratrukket omkostninger ved overtagelse og realisation af sikkerhederne. Betalingsstrømme, der indgår ved vurderingen af sikkerheders værdi, må ikke samtidig indgå som forventede fremtidige betalinger efter stk. 3 og 4.
Stk. 6. Opgørelsen af nedskrivningerne på en gruppe af udlån og tilgodehavender, hvor der på de enkelte lån i gruppen er indtruffet objektiv indikation for værdiforringelse, jf. stk. 2, kan foretages statistisk. Det er en forudsætning herfor, at det ud fra statistiske hensyn kan vurderes, at en sådan fremgangsmåde fører til samme eller mere præcise resultater vurderet ud fra principperne i stk. 3-5 af den samlede nedskrivning på gruppen end en opgørelse enkeltvis af nedskrivningerne på udlån og tilgodehavender i gruppen.
Stk. 7. Bilag 10 indeholder uddybende retningslinjer for anvendelsen af stk. 1-6.