BEK 1203/2014 · Bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter
BEK 1203/2014 Art. 11
Udbetalinger
Udbetalinger efter en indeksaftale forfalder den første ekspeditionsdag i hver måned af udbetalingsperioden, første gang i måneden efter interessentens fyldte 67. år. For interessenter, som efter lovens § 3 a har valgt udbetaling før det fyldte 67. år, forfalder første udbetaling den første ekspeditionsdag i måneden, hvor første udbetaling skal ske. Påbegyndelse af udbetalingerne kan udskydes efter bestemmelserne i § 13.
Stk. 2. De månedlige udbetalinger til interessenter, der ikke er berettiget til at modtage indekstillæg, skal være lig med de månedlige egenudbetalinger.
Stk. 3. De månedlige udbetalinger efter en indeksaftale, der berettiger til indekstillæg, udgør den månedlige egenudbetaling forhøjet med et for hver indekskontrakt beregnet månedligt indekstillæg, jf. § 18. Den månedlige udbetaling skal dog for hver indekskontrakt mindst beløbe sig til den månedlige pristalsregulerede ydelse for vedkommende kalenderår, jf. § 19.
Stk. 4. Hvis interessenten ønsker at begynde udbetaling før det fyldte 67. år, skal interessenten anmode pengeinstituttet om udbetaling senest 1 måned før den måned, hvor udbetalingerne skal begynde. Anmodningen skal vedrøre alle interessentens indekskontrakter.
Stk. 5. Pengeinstituttet skal senest samtidig med, at interessenten foreviser dokumentation, jf. § 14, stk. 1 eller 2, informere interessenten om muligheden for at vælge mellem fast og variabel grundrente. Pengeinstituttet skal samtidig informere interessenten om, hvorvidt pengeinstituttet vurderer, at udbetalingsperioden for den konkrete indekskonto risikerer at blive forkortet efter bestemmelsen i § 15, stk. 2.