Rechtsbibliothek und Fallanalyse · Österreich · Belgien · Europäische Union
LAWxPERT Anmelden Kostenloses Konto

BEK 1203/2014 · Bekendtgørelse om pristalsreguleret alderdomsopsparing i pengeinstitutter

BEK 1203/2014 Art. 10

Opgørelse af beregningskapitalen

In KraftAmtlicher Text

Pr. den første dag i måneden efter interessentens fyldte 67. år (»opgørelsesdagen«) opgøres for hver indekskonto en »beregningskapital«. For en interessent, som efter lovens § 3 a har valgt at lade udbetalingerne begynde før det fyldte 67. år, er opgørelsesdagen den første dag i måneden, hvor første udbetaling skal ske. Beregningskapitalen andrager summen af: 1) det på indekskontoen pr. forfaldsdagen for sidste indbetaling indestående beløb, 2) indbetalingsrestancer pr. den i nr. 1 nævnte forfaldsdag, 3) rentetilskrivning til de i nr. 1 og 2 anførte beløb i tiden mellem forfaldsdagen og opgørelsesdagen, idet renten er den for indekskontrakter gældende rente efter § 8, stk. 2, og 4) fradrag for skyldig skat af medregnede renter på opgørelsesdagen, jf. lov om beskatning af visse pensionskapitaler mv. (vedrørende PAL-skat).

Stk. 2. Efter ikrafttrædelse af lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (tidligere lov om realrenteafgift) beregnes for alle kontrakter en tilnærmet friholdelsesværdi pr. 31. december 1982 udtrykt i procent af beregningskapitalen. Den tilnærmede friholdelsesværdi beregnes med samme procent for alle kontrakter oprettet af personer, der har samme alder. På basis af denne beregnes et tilnærmet beskatningsbeløb, som indgår i fastlæggelsen af de faktorer, der anvendes ved beregningen af egenudbetalingerne.

Stk. 3. Det tilnærmede beskatningsbeløb anvendes kun ved de nævnte beregninger. Den faktiske beregning og træk af skat sker efter de herom gældende regler.

Stk. 4. På grundlag af den i stk. 1 nævnte opgørelse beregnes størrelsen af de gennem hele udbetalingsperioden lige store månedlige egenudbetalinger, der kan tilkomme interessenten den 1. i hver måned, hvis beregningskapitalen - forrentet med grundrenten, jf. § 5, stk. 1-3, eller med den variable grundrente, jf. § 5, stk. 4, - afvikles over den aftalte udbetalingsperiode.

Stk. 5. Udbetalingerne reguleres en gang om året pr. 1. januar med virkning for det følgende kalenderår afhængig af beskatningens og den variable rentes størrelse.