BEK 755/2014 Art. 7
Værdipapirudlån og repo-aftaler
Danske UCITS kan udføre værdipapirudlån og benytte repo-aftaler til risikoafdækning og porteføljepleje.
Stk. 2. Danske UCITS der udfører værdipapirudlån, skal sikre sig, at der på ethvert tidspunkt i værdipapirudlånets løbetid foreligger tilstrækkelig garanti eller anden sikkerhed for de udlånte værdipapirer og de øvrige tilgodehavender, der følger af lånevilkårene.
Stk. 3. Ved værdipapirudlån forstås udlån af værdipapirer mod senere tilbagelevering af værdipapiret eller et identisk værdipapir, som ikke involverer overførsel af likviditet udover et vederlag fra låntager til långiver.
Stk. 4. Ved en repo-aftale forstås en aftale om salg af et værdipapir til en modpart med samtidig aftale om tilbagekøb, hvor tilbagekøbskurs og tilbagekøbstidspunkt er aftalt på indgåelses-tidspunktet.