BEK 644/2014 Art. 4
Definitioner
I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Nanomateriale: Et naturligt, tilfældigt opstået eller fremstillet materiale, der består af partikler i ubundet tilstand eller som et aggregat eller som et agglomerat, og hvor mindst 50 % af partiklerne i den antalsmæssige størrelsesfordeling i en eller flere eksterne dimensioner ligger i størrelsesintervallet 1-100 nm. (nanometer). Definitionen følger EU-Kommissionens henstilling nr. 2011/696/EU om definitionen af nanomaterialer. 2) Partikel, jf. nr. 1: Et meget lille stykke stof med veldefinerede fysiske grænser. 3) Agglomerat, jf. nr. 1: En samling løst bundne partikler eller aggregater, hvor det resulterende eksterne overfladeområde svarer til summen af de enkelte komponenters overfladeområde. 4) Aggregat, jf. nr. 1: En partikel, der består af tætbundne eller sammensmeltede partikler. 5) Stoffer, som er klassificerede som CMR-stoffer eller som miljøfarlige stoffer: Stoffer, som skal klassificeres som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske i kategori 1A eller 1B, eller som skal klassificeres som miljøfarlige i kategori akut 1 eller kategori kronisk 1-4 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1272/2008/EF om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.