BEK 395/2014 Art. 5
Offentlig kontrol af virksomheder
Når der i fødevarelovgivningen er krav om, at virksomheder skal autoriseres, foretager Fødevarestyrelsen et besøg på stedet. Fødevarestyrelsen autoriserer kun en virksomhed for de pågældende aktiviteter, hvis fødevarevirksomheden har dokumenteret, at fødevarevirksomheden overholder de relevante krav i bekendtgørelse for Grønland om fødevarevirksomheder og andre relevante krav i fødevarelovgivningen.
Stk. 2. Fødevarestyrelsen kan give betinget autorisation, hvis det ved besøget på stedet konstateres, at fødevarevirksomheden overholder alle krav til infrastrukturer og udstyr. Fødevarestyrelsen giver kun fuld autorisation, hvis det ved endnu et besøg på stedet senest 3 måneder efter den betingede autorisation konstateres, at de øvrige krav i stk. 1 er overholdt. Hvis der er gjort klare fremskridt, men fødevarevirksomheden endnu ikke overholder alle disse krav, kan Fødevarestyrelsen forlænge den betingede autorisation. En betinget autorisation må dog ikke gælde i mere end sammenlagt 6 måneder.
Stk. 3. Perioderne på højst 3 og 6 måneder for en betinget autorisation af en fødevarevirksomhed kan om nødvendigt forlænges for grønlandske fabriks- og frysefartøjer. En betinget autorisation må dog ikke gælde i mere end sammenlagt 12 måneder. Inspektion af sådanne fartøjer finder sted efter bestemmelserne i bilag 3.
Stk. 4. Fødevarestyrelsen tildeler hver autoriseret fødevarevirksomhed, også dem, der har fået betinget autorisation, et autorisationsnummer, som kan suppleres med koder for de typer animalske produkter, der fremstilles. For engrosmarkeder kan autorisationsnummeret suppleres med et sekundært nummer, der angiver enheder eller grupper af enheder, som sælger eller fremstiller animalske produkter.
Stk. 5. Fødevarestyrelsen fører ajourførte lister over autoriserede virksomheder, og styrelsen gør listerne tilgængelige for EU-landene og offentligheden.