BEK 1261/2011 · Bekendtgørelse om virksomhedsansat kontrolpersonale på fjerkræslagterier
BEK 1261/2011 Art. 4
Uddannelse af virksomhedsansat kontrolpersonale
Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning godkende uddannelser, herunder uddannelsessteder, som etablerer uddannelsen, som nævnt i § 3, stk. 1. Ansøgning om godkendelse sendes til Fødevarestyrelsen.
Stk. 2. Uddannelsen skal bestå af mindst 30 timers effektiv teoretisk undervisning, der indeholder mindst de i bilag 1, kapitel 1, nævnte elementer, og skal afsluttes med en prøve. Den teoretiske del af uddannelsen skal efterfølges af en praktikperiode på mindst 30 timers effektiv undervisningstid, som skal gennemføres af kursusdeltageren senest 4 måneder efter bestået teoretisk prøve.
Stk. 3. Uddannelsesstedet skal til enhver tid have dokumentation for, at undervisere på uddannelsen har de fornødne faglige kvalifikationer til at varetage undervisningen, herunder at de besidder mindst de faglige kvalifikationer, som følger af kontrolforordningen for animalske fødevarer, bilag I, afsnit III, kapitel IV, del B, eventuelt suppleret med relevant og aktuel erhvervserfaring.
Stk. 4. Uddannelsesstedet skal, efter at en kursusdeltager har bestået en teoretisk prøve, udstede et kursusbevis, der indeholder oplysning om uddannelsen, uddannelsessted, navnet på kursusdeltageren og navnet på underviseren, og at denne opfylder kravene i stk. 3. Kursusbeviset skal være udformet således, at supplerende oplysninger om den praktiske gennemførelse af uddannelsen, jf. § 9, stk. 5, kan tilføjes af embedsdyrlægen, når praktikperioden er gennemført på tilfredsstillende vis.