BEK 1055/2011 Art. 1
Søfartsstyrelsen kan autorisere virksomheder til at foretage fornyelsessyn af fiskefartøjer på vegne af Søfartsstyrelsen.
Stk. 2. Ved et fornyelsessyn forstås en teknisk kontrol af, om fartøjet er i forskriftsmæssig stand og opfylder lovgivningens krav som beskrevet i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F, teknisk forskrift om mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v.
Stk. 3. Fornyelsessyn kan kun udføres af medarbejdere i en af Søfartsstyrelsen autoriseret virksomhed, der opfylder kravene i § 2, stk. 2.
Stk. 4. Ved virksomhed forstås i denne bekendtgørelse enkeltmandsvirksomheder, aktieselskaber, anpartsselskaber, fonde og andre selvejende institutioner, interessentskaber, kommanditselskaber, partnerselskaber, andelsselskaber (andelsforeninger) samt andre selskaber og foreninger med begrænset ansvar.