BEK 1432/2010 · Bekendtgørelse for Færøerne om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel
BEK 1432/2010 Art. 22
Afregningsnota m.v.
En værdipapirhandler, der udøver porteføljepleje, skal give sine kunder periodiske oversigter om porteføljeplejen, med mindre sådanne oversigter gives af tredjemand.
Stk. 2. Ved udøvelse af porteføljepleje for en detailkunde skal den periodiske oversigt, jf. stk. 1, indeholde følgende oplysninger, når det er relevant: 1) Værdipapirhandlerens navn og adresse. 2) Kundens navn og adresse samt relevante konto- og depotnumre. 3) En redegørelse for indholdet og værdiansættelsen af porteføljen, herunder nærmere enkeltheder om hvert enkelt finansielt instrument, dets markedskurs eller dagskurs, hvis markedskursen ikke er tilgængelig, og kontantsaldoen ved begyndelsen og udgangen af perioden samt porteføljens resultat for perioden. 4) Gebyrernes samlede størrelse i perioden med angivelse af fordelingen af som minimum gebyrerne for porteføljepleje og de samlede udgifter til udførelsen af ordrerne og meddelelse om, at der på anmodning kan gives en mere detaljeret opdeling. 5) En sammenligning af resultatet i den periode, som den periodiske oversigt dækker med det benchmark for investeringsresultatet, som værdipapirhandleren og kunden eventuelt er enedes om. 6) De samlede udbytter, renter og andre indbetalinger, der i perioden er tilflydt kundens portefølje. 7) Oplysninger om anden erhvervsmæssig udvikling, der medfører rettigheder vedrørende finansielle instrumenter i porteføljen. 8) De oplysninger, hvortil der henvises i § 21, stk. 3, nr. 3-12, for hver enkelt transaktion, der er udført i løbet af perioden, medmindre kunden vælger at modtage oplysninger om gennemførte transaktioner efter hver enkelt transaktion, jf. stk. 7.
Stk. 3. En værdipapirhandler skal give en detailkunde periodiske oversigter, jf. stk. 1, hver sjette måned.
Stk. 4. På anmodning skal værdipapirhandleren give kunden periodiske oversigter hver tredje måned. Kunden skal informeres om, at vedkommende har ret til at fremsætte anmodningen.
Stk. 5. Hvis en kunde, jf. stk. 7, vælger at modtage oplysninger efter hver enkelt transaktion, skal værdipapirhandleren give kunden periodiske oversigter mindst hver tolvte måned. For transaktioner i finansielle instrumenter, der er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-10, i lov om værdipapirhandel m.v., som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, skal den periodiske oversigt dog gives hver sjette måned.
Stk. 6. Hvis aftalen mellem værdipapirhandleren og en detailkunde om porteføljepleje muliggør en gearet portefølje, skal værdipapirhandleren give kunden periodiske oversigter mindst én gang om måneden.
Stk. 7. En kunde kan vælge at modtage de væsentligste oplysninger om gennemførte transaktioner efter hver enkelt transaktion på det tidspunkt, hvor porteføljebestyreren udfører transaktionen.
Stk. 8. Værdipapirhandleren skal, i de i stk. 7 omhandlede tilfælde, sende en detailkunde en bekræftelse af transaktionen med de oplysninger, der følger af § 21, stk. 3. Bekræftelsen skal sendes senest den første hverdag efter udførelsen, eller, hvis værdipapirhandleren modtager bekræftelsen fra tredjemand, senest den første hverdag efter modtagelsen af bekræftelsen. Dette gælder dog ikke, hvis bekræftelsen indeholder de samme oplysninger som en afregningsnota, der straks sendes til detailkunden af tredjemand.