BEK 689/2010 · Bekendtgørelse om uddannelse til lokomotivfører
BEK 689/2010 Art. 15
Kvalitetssikring og lærerkvalifikationer
En lærer skal ved ansættelsen have faglig kompetence inden for området og relevant og aktuel erhvervserfaring af mindst 5 års varighed, jf. endvidere § 16, stk. 1.
Stk. 2. Senest 6 år efter ansættelsen skal en lærer have afsluttet pædagogisk uddannelse, mindst svarende til niveauet i den pædagogiske uddannelse, der gennemføres efter de regler om pædagogisk uddannelse, der gælder for lærere, der skal undervise ved erhvervsuddannelserne.
Stk. 3. Institutionen kan fravige kravet om gennemførelse af pædagogisk uddannelse, jf. stk. 1, for lærere, der i en periode på maksimalt ét år virker som timelærere på mere end halv tid. Institutionen kan fravige kravet om gennemførelse af pædagogisk uddannelse, jf. stk. 1, for lærere, der fungerer som timelærere på halv tid og derunder. I begge disse tilfælde skal institutionen påse, at timelæreren får basal introduktion i lærerarbejdet.
Stk. 4. Institutionen har ansvaret for fastlæggelse af lærerens undervisningskompetence.
Stk. 5. Det påhviler læreren at vedligeholde og udvikle den faglige og pædagogiske viden, som er nødvendig for at bevare undervisningskompetencen, jf. endvidere § 16, stk. 2.
Stk. 6. Det påhviler institutionen i samråd med læreren at tilrettelægge dennes faglige og pædagogiske efter- og videreuddannelse med henblik på nødvendige fornyelser og tilpasning af dennes kvalifikationer.