BEK 689/2010 · Bekendtgørelse om uddannelse til lokomotivfører
BEK 689/2010 Art. 14
Kvalitetssikring og lærerkvalifikationer
De uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde lokomotivføreruddannelsen, skal følge op på, om uddannelsen lever op til de forventede kvalitetskrav og Trafikstyrelsens myndighedskrav til uddannelsen, herunder foretage løbende kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af uddannelsen. Det rådgivende udvalg inddrages, hvis det er nedsat.
Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal have et kvalitetssystem til løbende kvalitetsudvikling og resultatvurdering af uddannelsen og kan medtage området under kvalitetssystemet gældende for erhvervsuddannelserne.
Stk. 3. Skolens kvalitetssystem skal indeholde en procedure for løbende selvevaluering og kvalitetsudvikling. Skolens medarbejdere og elever samt det lokale uddannelsesudvalg skal inddrages i evalueringen.
Stk. 4. Institutionens procedure for løbende selvevaluering har til formål at medvirke til følgende: 1) Undervisningen lever op til de mål, der af fastsat i uddannelsesordningen. 2) Der sker en løbende udvikling af den lokale undervisningsplan. 3) De valgte undervisningsmetoder understøtter uddannelsens formål og undervisningens mål. 4) Skoleundervisningen og praktikundervisningen i virksomhed(erne) understøtter hinanden. 5) Der sker ajourføring af lærernes faglige og pædagogiske kvalifikationer. 6) De enkelte lærere og institutionen modtager information om elevernes vurdering af undervisningen og institutionens tilrettelæggelse af uddannelsen. 7) Der i udviklingen af undervisningen indgår: a) vurdering af undervisningsmiljøet, b) resultater af prøver, c) resultater af eventuelle eksterne evalueringer, d) indberetninger og lignende fra censorer og e) opgørelser og vurderinger af gennemførelse og frafald.
Stk. 5. På baggrund af selvevalueringen udarbejder institutionen en opfølgningsplan, der fastsætter ændringsbehov, operationelle mål og tidsplan for opfølgningen.