LOV 462/2008 Art. 4
Opholdstilladelse efter § 3 skal betinges af, at arbejdsgiveren på Færøerne er registreret hos TAKS som anvisningspligtig efter den færøske skattelov. Udlændingeservice kan indhente oplysning herom fra TAKS. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.
Stk. 2. Opholdstilladelse efter § 3 kan ikke gives, hvis arbejdsgiveren på Færøerne er omfattet af strejke, lockout eller blokade. Dette gælder dog ikke, hvis konflikten er kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.
Stk. 3. Opholdstilladelse efter § 3 skal betinges af, at den indgåede ansættelsesaftale eller det fremsatte ansættelsestilbud indeholder følgende oplysninger: 1) Arbejdsgiverens og lønmodtagerens navn og adresse. 2) Arbejdsstedets beliggenhed eller i mangel af et fast arbejdssted eller et sted, hvor arbejdet hovedsagelig udføres, oplysning om, at lønmodtageren er beskæftiget på forskellige steder, og om hovedsædets eller arbejdsgiverens adresse. 3) Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af lønmodtagerens titel, rang, stilling eller jobkategori. 4) Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt. 5) Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om tidsubestemt ansættelse. 6) Lønmodtagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie. 7) Varigheden af lønmodtagerens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom. 8) Den gældende eller aftalte løn, som lønmodtageren har ret til ved ansættelsesforholdets påbegyndelse, og tillæg og andre løndele, der ikke er indeholdt heri, f.eks. pensionsbidrag og eventuel kost og logi. Endvidere skal der oplyses om lønnens udbetalingsterminer. 9) Den normale daglige eller ugentlige arbejdstid. 10) Angivelse af, hvilke kollektive overenskomster eller aftaler der regulerer arbejdsforholdet. Hvis der er tale om overenskomster eller aftaler indgået af parter uden for virksomheden, skal det endvidere oplyses, hvem disse parter er.
Stk. 4. I sager vedrørende opholdstilladelse efter § 3 afgiver arbejdsgiveren på Færøerne over for Udlændingeservice erklæring om, hvorvidt løn- og ansættelsesvilkårene er sædvanlige efter færøske forhold, og om, hvorvidt de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, er indeholdt i ansættelsesaftalen eller -tilbuddet.