BEK 904/2026 · Bekendtgørelse om sædekorn
BEK 904/2026 ст. 44
Indførsel
Et parti, der er produceret i en anden medlemsstat, eller produceret i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, kan handles, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Sorten er registreret på den danske sortsliste eller på Den Europæiske Unions fælles sortsliste, og partiet skal være certificeret a) i en medlemsstat af Den Europæiske Union, eller b) i en stat, hvis produktion af sædekorn ved beslutning af Rådet for Den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af sædekorn i en medlemsstat. 2) Hvis partiet er produceret i en ligestillet stat, skal det a) være mærket efter OECD-reglerne, og være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder oplysningerne nævnt i bilag 6, del V, b) være ledsaget af et originalt ISTA-analysebevis eller, for sædekorn fra USA og Canada, et officielt AOSA-analysebevis eller en kopi af analysebeviset, c) på hver pakning være forsynet med en officiel erklæring om, at partiet opfylder EU-reglerne og -standarderne, d) hvis partiet er kemisk behandlet, oplyses på den officielle mærkeseddel eller ved anden mærkning, samt indeni eller udenpå pakningen, og e) hvis partiet er genetisk modificeret, oplyses på alle mærkater og dokumenter, der vedrører partiet. 3) Partiet skal være ledsaget af en officiel erklæring om, at a) det er høstet på et areal, der ved avlskontrol er fundet fri for forekomst af flyvehavre, og at en prøve på mindst et kg af partiet er undersøgt og fundet fri for flyvehavrekerner, eller b) en prøve på tre kg af partiet er undersøgt officielt i afsenderlandet eller af et andet frøanalyselaboratorium, jf. § 16, og er fundet fri for flyvehavrekerner.
Stk. 2. Indføres partiet til videre fremavl gælder § 7 og § 19, stk. 1-2, tilsvarende.
Stk. 3. Et parti ikke endeligt certificeret sædekorn, der er produceret i en anden medlemsstat, eller produceret i en ligestillet stat, kan føres ind i landet med henblik på certificering, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1) Sorten er registreret på den danske sortsliste eller på Den Europæiske Unions fælles sortsliste. 2) Hvis partiet er produceret i en anden medlemsstat skal det være mærket med oplysningerne nævnt i bilag 6, del II. 3) Hvis partiet er produceret i en ligestillet stat skal det være mærket efter OECD-reglerne og være ledsaget af et officielt følgedokument, der indeholder oplysningerne nævnt i bilag 6, del V.
Stk. 4. Anmeldelse af et parti produceret i en stat, hvis produktion af sædekorn ved beslutning af Rådet for den Europæiske Union er godkendt som ligestillet med produktion af sædekorn i en medlemsstat, og partier af sorter (forældrekomponenter og hybrider), der alene skal anvendes som komponenter i hybridsorter, skal være ledsaget af partiets originale mærkeseddel eller en kopi heraf.
Stk. 5. Et parti med en samlet vægt på over 100 kg med oprindelse i en medlemsstat af Den Europæiske Union, der føres ind i landet med henblik på handel, skal anmeldes til TystofteFonden ledsaget af dokumentation for, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er overholdt.
Stk. 6. Et parti med en samlet vægt på over to kilo, der føres ind i landet fra en ligestillet stat med henblik på handel, skal anmeldes til TystofteFonden. Partiet skal være ledsaget af dokumentation for, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, er overholdt.
Stk. 7. Stk. 1, nr. 3, stk. 5 og stk. 6, 2. pkt., gælder ikke for majs.