BEK 904/2026 · Bekendtgørelse om sædekorn
BEK 904/2026 ст. 20
Certificering
Et parti fra et areal, der ved avlskontrollen, jf. § 7, har vist at overholde normerne i bilag 3, jf. § 8, skal anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering.
Stk. 2. Et parti, der er avlet i en anden medlemsstat af Den Europæiske Union, kan anmeldes til Plantenyhedsnævnet til certificering, hvis det stammer direkte fra 1) præ-basissædekorn, basissædekorn eller certificeret sædekorn 1. generation, der er certificeret i en medlemsstat af Den Europæiske Union eller i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, men hvis produktion er godkendt som ligestillet med produktionen af sædekorn i en medlemsstat, eller 2) en krydsning af basissædekorn, der er certificeret i en medlemsstat, og basissædekorn, der er certificeret i en ligestillet stat (hybridsorter).
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder tilsvarende for et parti, der er avlet i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union, hvis 1) betingelserne i § 44, stk. 3, 4 og 6, er overholdt, 2) den pågældende stats produktion af sædekorn er godkendt som ligestillet med produktion af sædekorn i en medlemsstat, 3) avlsstaten har konstateret officielt, at partiet overholder avlsnormerne i OECD-reglerne, og 4) partiet er mærket som ikke endeligt certificeret sædekorn efter OECD-reglerne.
Stk. 4. Anmeldelsen skal indsendes skriftligt til Plantenyhedsnævnet og kan kun indsendes af en registreret virksomhed. Anmeldelsen skal angive, i hvilken kategori partiet ønskes certificeret, jf. §§ 24-29, hvilke avlspartier eller certificerede partier, der indgår i det anmeldte parti, og med hvilke mængder.
Stk. 5. Avl, der anmeldes til certificering efter stk. 2, skal, i det land, hvor sædekornet er avlet, være mærket efter bestemmelserne i bilag 6, del II, afsnit A, og være ledsaget af et officielt følgedokument fra samme land, der indeholder de oplysninger, der er anført i bilag 6, del II, afsnit B.