BEK 891/2026 · Bekendtgørelse om varetagelse af netvirksomhedsaktiviteter
BEK 891/2026 ст. 33
Anskaffelse af elektricitet til dækning af nettab
En netvirksomhed skal anskaffe elektricitet til dækning af nettab i netvirksomhedens netområde ved at udbyde en kontrakt på indkøb af elektricitet til dækning af nettab efter bestemmelserne i stk. 2, 3 og 6.
Stk. 2. Kontrakten skal udbydes til løbende afregning, jf. § 2, nr. 22, til elspotprisen, jf. § 2, nr. 3, for det relevante prisområde plus en fast markup i øre pr. kWh, som skal være tildelingskriteriet for udbuddet. Endvidere skal kontrakten udbydes på vilkår af, at betaling af transmissionsnettarif, systemtarif og balancetarif for forbrug i tilknytning til den kontraktuelle mængde gennemfaktureres til netvirksomheden.
Stk. 3. Kontrakten må ikke omfatte andre ydelser og produkter, herunder prissikringsprodukter.
Stk. 4. Stk. 3 udelukker ikke, at en netvirksomhed ved særskilt udbud kan udbyde en kontrakt til annullering af oprindelsesgarantier svarende til den mængde elektricitet, der udgør netvirksomhedens nettab i netvirksomhedens netområde, og som Energinet i henhold til Energinets markedsforskrifter har beregnet for det pågældende netområdets nettabsmålepunkt for et givet tidspunkt ved første nettabskorrektionsafregning 3 måneder efter en driftsmåned. I dette tilfælde skal det indgå i kontrakten, der udbydes, at kontraktparten skal dokumentere og få revisorpåtegnet, jf. stk. 5, annullering af en mængde oprindelsesgarantier svarende til den mængde elektricitet, som udgør netvirksomhedens nettab, jf. 1. pkt. Tildelingskriteriet for udbuddet efter 1. pkt. er prisen. Udbuddet skal ske efter bestemmelserne i stk. 6.
Stk. 5. Netvirksomheden skal i den udbudte kontrakt efter stk. 4 kræve, at kontraktpartens dokumentation og revisorpåtegning heraf skal overholde de til enhver tid gældende retningslinjer, som Energinet har fastsat herfor i henhold til bekendtgørelsen om oprindelsesgarantier for elektricitet, gas, fjernvarme og fjernkøling fra vedvarende energikilder.
Stk. 6. Udbuddene omtalt i stk. 1-5 skal gennemføres ved en åben, gennemsigtig og ikkediskriminerende udbudsprocedure og skal endvidere ske under overholdelse af de regler, Forsyningstilsynet fastsætter i medfør af § 45 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om elforsyning. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis netvirksomheden vurderer, at bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (forsyningsvirksomhedsdirektivet) finder anvendelse, og gennemfører udbuddet i henhold til bestemmelserne i dette direktiv, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1624 af 15. december 2015 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester.