BEK 877/2026 ст. 23
Tilbagekaldelse af godkendelsen
Plantenyhedsnævnet tilbagekalder godkendelsen af en sort, hvis et eller flere af følgende tilfælde gør sig gældende: 1) Det viser sig, at sorten ikke var selvstændig, da den blev godkendt, medmindre sorten nu opfylder dette krav. 2) Det viser sig, at sorten ikke længere er selvstændig, ensartet eller stabil. 3) Vedligeholderen, eller forædleren for så vidt angår sorter af frugtplanter og hobbysorter, eller disses repræsentant anmoder herom. 4) Det konstateres, a) at vedligeholderen ikke vedligeholder sorten, eller b) at der, på tidspunktet for anmeldelse til registrering eller under behandlingen af ansøgningen, er givet urigtige eller svigagtige oplysninger om forhold, der har været afgørende for godkendelsen af sorten. 5) Vedligeholderen, eller forædleren for så vidt angår hobbysorter, eller disses repræsentant på trods af anmodning herom ikke stiller fornødent formeringsmateriale af sorten, bortset fra frugtplantearter, til rådighed for TystofteFonden til efterkontrol.
Stk. 2. For så vidt angår frugtplanter kan Plantenyhedsnævnet udover tilfælde omfattet af stk. 1 tilbagekalde godkendelsen af en sort, hvis der ikke er en prøve af sorten til rådighed, og for så vidt angår genetisk modificerede sorter af frugtplanter hvis den genetisk modificerede organisme, som sorten består af, ikke længere er godkendt til dyrkning i henhold til direktiv nr. 2001/18/EF eller forordning nr. 1829/2003/EF.
Stk. 3. Plantenyhedsnævnet kan afvise en anmodning efter stk. 1, nr. 3, hvis sorten har væsentlig betydning for jordbruget i Danmark, og systematisk vedligeholdelsesavl kan sikres på anden måde.
Stk. 4. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø tilbagekalder registreringen af sorter af frugtplanter med en officielt anerkendt beskrivelse fra sortslisten, hvis der på tidspunktet for ansøgning om registrering eller under behandlingen af ansøgningen er indgivet urigtige eller svigagtige oplysninger om forhold, der har været afgørende for registreringen af sorten.