BEK 874/2026 · Bekendtgørelse om tilskud, regnskab og revision m.v. ved universiteterne
BEK 874/2026 ст. 27
Regnskab og årsrapport
Institutionsrevisor reviderer universitetets årsregnskab.
Stk. 2. Revisionen udføres i overensstemmelse med internationale standarder om revision og de yderligere krav, der er gældende i Danmark. Standarderne for offentlig revision præciserer de særlige krav til en revision af et årsregnskab, der følger af god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Dette indebærer, at institutionsrevisor gennemfører juridisk-kritisk revision og forvaltningsrevision som led i opgaven.
Stk. 3. Revisionen udføres i overensstemmelse med den revisionsinstruks, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har fastsat.
Stk. 4. Institutionsrevisor skal påse, at forudsætningerne for, at institutionsrevisor kan acceptere og gennemføre opgaven, er opfyldt. Universitetet skal give institutionsrevisor de oplysninger, som må anses at have betydning for institutionsrevisors opgavevaretagelse.
Stk. 5. Det reviderede årsregnskab forsynes med en revisionspåtegning efter det til enhver tid gældende erklæringsparadigme for den uafhængige institutionsrevisors påtegning, jf. standarderne for offentlig revision.
Stk. 6. Universitetets oplysninger til brug ved beregning af statstilskud er omfattet af institutionsrevisors påtegning af årsregnskabet.
Stk. 7. Rigsrevisionen og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skal underrettes om antagelse og afskedigelse af institutionsrevisor og om årsagen til revisorskift.