BEK 864/2026 · Bekendtgørelse om drift af skæve boliger m.v.
BEK 864/2026 ст. 5
Drift af skæve boliger tilhørende en almen selvejende institution
Årsregnskabet for institutionen skal opstilles i overensstemmelse med den kontoplan, som Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet, jf. bilag 1. Årsregnskabet skal på baggrund af bestemmelserne i denne bekendtgørelse give et retvisende billede af institutionens aktiver og passiver, dens økonomiske stilling og resultat.
Stk. 2. I tilslutning til regnskabet afgiver bestyrelsen en årsberetning, hvor der redegøres for den økonomiske udvikling i regnskabsåret. Herunder redegøres for eventuelle særlige økonomiske problemer samt de foranstaltninger, der er eller påtænkes iværksat til løsning af problemerne, og for forhold, som revisor måtte have påtalt.
Stk. 3. Årsregnskabet, årsberetningen samt revisionsprotokollen indsendes med bestyrelsesmedlemmernes og revisors påtegning til den tilsynsførende kommunalbestyrelse senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning.
Stk. 4. Institutionens vedtægter skal indeholde en bestemmelse om, at regnskabsåret skal omfatte 12 måneder. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum, dog maksimalt 18 måneder. Tilsvarende gælder ved omlægning af regnskabsåret.