BEK 853/2026 ст. 14
Tilmelding til Dansk Retursystem A/S
Dansk Retursystem A/S kan træffe afgørelse om, at en produkt- eller emballagetype, som en udbyder har tilmeldt Dansk Retursystem A/S, skal tilmeldes igen efter reglerne i §§ 10-13, hvis oplysninger afgivet ved den tidligere tilmelding eller forudsætningerne for Dansk Retursystem A/S afgørelse om tilmelding af den pågældende produkt- eller emballagetype ændres, herunder hvis 1) udbyderen ønsker, at en tilmeldt engangsemballage skal skifte mærkningskategori, 2) udbyderen ønsker, at en produkt- og emballagetype tilmeldt som engangsemballage skal tilmeldes som genbrugsemballage eller omvendt, 3) udbyderen ønsker en emballagetype til flere varianter af drikkevarer, som er tilmeldt som én produkttype, jf. § 12, stk. 2, tilmeldt på ny som én produkttype eller 4) udbyderen ønsker at overtage tilgængeliggørelsen af en produkt- eller emballagetype, som er tilmeldt af en anden udbyder.
Stk. 2. Dansk Retursystem A/S kan træffe afgørelse om, at en produkt- eller emballagetype, som en udbyder har tilmeldt Dansk Retursystem A/S i mærkningskategori 1 eller 2, skal tilmeldes igen efter reglerne i §§ 10-13 i mærkningskategori 3 eller 4, og at varelageret skal være ommærket inden for en rimelig frist, hvis 1) udbyderen, der har stillet sikkerhed, jf. § 11, har oparbejdet gæld, 2) udbyderen, der ikke har stillet sikkerhed, har oparbejdet gæld, som udgør en økonomisk risiko for Dansk Retursystem A/S, 3) udbyderen ikke overholder bekendtgørelsens krav til mærkning, jf. §§ 27-29, eller 4) udbyderen ikke foretager indberetning af tilgængeliggjorte engangsemballager, jf. § 4 og § 51.
Stk. 3. Det er en betingelse for, at Dansk Retursystem A/S kan tilmelde en produkt- eller emballagetype på ny, at udbyderen ændrer emballagens EAN-stregkode og GTIN, hvis 1) mærkningskategorien ønskes ændret til eller fra kategori 2 eller 4, 2) flere varianter af drikkevarer i samme engangsemballagetype, som er tilmeldt som én produkttype, ønskes tilmeldt på ny, og 3) en produkt- eller emballagetype ønskes overtaget fra en anden udbyder.