BEK 852/2026 · Bekendtgørelse om udvidet producentansvar for visse engangsplastprodukter
BEK 852/2026 ст. 13
Gebyrer og sikkerhedsstillelse
Producenter skal kvartalsvist betale et gebyr pr. produktkategori til Energistyrelsen. Dette gebyr skal dække omkostningerne ved: 1) Den kommunale og statslige oprydning af henkastet affald fra engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 1-8, og den efterfølgende transport og håndtering heraf. 2) Den kommunale og statslige indsamling af affald fra engangsplastprodukter, jf.§ 1, nr. 1-5 og 8, der er kasseret i offentlige indsamlingssystemer, herunder håndtering heraf. 3) Energistyrelsens oplysningstiltag rettet mod brugere af engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 1- 8 med henblik på at reducere henkastet affald, herunder f.eks. oplyse om tilgængelige genbrugelige alternativer, genbrugssystemer og affaldshåndteringsmuligheder, den bedste praksis for forsvarlig affaldshåndtering, samt den belastning på miljøet som henkastet affald og anden uhensigtsmæssig affaldsbortskaffelse af disse engangsplastprodukter medfører. 4) Indsamling og rapportering af data vedrørende engangsplastprodukter, jf. § 1, nr. 1-8. 5) Administration af ordningen, herunder evaluering af denne.
Stk. 2. Producenter af engangsplastprodukter, jf. § 1, opkræves første gang gebyrer i medfør af § 13, nr. 1-4, i april 2025, for gebyrperioden der strækker sig over første kalenderkvartal 2025.
Stk. 3. Producentens indbetaling af gebyr, som opkræves, jf. stk. 1, skal foretages digitalt efter Energistyrelsens anvisninger. Såfremt betalingen ikke foretages i overensstemmelse hermed anses betalingen ikke for at være gennemført.