BEK 851/2026 ст. 59
Indsamling og affaldsbehandling samt betaling for erhvervsemballageaffald
En affaldsproducerende virksomhed har ret til at modtage betaling fra en producent for indsamling, transport og behandling af erhvervsemballageaffald, der er affaldsbehandlet af virksomheden selv, eller som er blevet overdraget til en indsamlingsvirksomhed eller et affaldsbehandlingsanlæg i henhold til bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v.
Stk. 2. En producent skal betale den affaldsproducerende virksomhed for indsamling, transport og behandling af erhvervsemballageaffald, der er affaldsbehandlet af virksomheden selv eller som er blevet overdraget til en indsamlingsvirksomhed eller et affaldsbehandlingsanlæg i henhold til bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v., når den affaldsproducerende virksomhed anmoder om det. En affaldsproducerende virksomheds anmodning om betaling skal rettes til den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelsen for erhvervsemballageaffald af den pågældende affaldsfraktion, jf. § 54, stk. 1, og bilag 4, nr. 1-8, i den kommune, hvor den affaldsproducerende virksomhed er fysisk beliggende i henhold til dennes p-nummer. Har den affaldsproducerende virksomhed ikke et p-nummer, benyttes den affaldsproducerende virksomheds adresse eller geolokation.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen overtager retten til at modtage betaling, jf. stk. 1, fra den producent, der har fået tildelt forpligtelser efter § 54, når kommunalbestyrelsen indsamler erhvervsaffald fra affaldsproducerende virksomheder i kommunen, jf. bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v., på en sådan måde, at det ikke sammenblandes med husholdningsaffald.
Stk. 4. Producenten skal sikre, at den der har fået overdraget rettigheden til at modtage betaling, jf. stk. 1, fra en affaldsproducerende virksomhed, kan anmode om betaling, jf. § 60. Derudover skal producenten sikre, at der kan ske betaling til den, der har fået overdraget rettigheden til at modtage betaling.
Stk. 5. Producenten skal sikre, at der i samme anmodning til producenten, kan ske betaling til den der anmoder, på vegne af flere affaldsproducerende virksomheder.