BEK 851/2026 ст. 102
Gebyrer til Dansk Producentansvar, Energistyrelsen og kommunalbestyrelsen m.v.
Kommunalbestyrelsen opkræver de fastsatte gebyrer, jf. § 99, hos den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for emballageaffald i den pågældende kommune, jf. §§ 29 og 30, første gang den 1. oktober 2025 og herefter hvert kvartal, jf. dog stk. 2, 3 og 4. Kommunalbestyrelsen kan opkræve gebyrerne samlet.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen skal opgøre omkostninger efter § 100, stk. 2, opkræves de fastsatte gebyrer, jf. § 99, som et særskilt gebyr hos de enkelte producenter.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen opkræver, jf. stk. 1, den 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026, 1. juli 2026 og 1. oktober 2026 de gebyrer, som kommunalbestyrelsen har fastsat efter § 101, hos den producent, der har fået tildelt betalingsforpligtelser for emballageaffald i den pågældende kommune med et a conto-beløb på 62,5 pct. af størrelsen af gebyret opgjort for hver affaldsfraktion, jf. bilag 4.
Stk. 4. Klima-, Energi- og Forsyningsministeren fastsætter, efter lovens § 9 p, stk. 4, 4. pkt., inden 1. oktober 2026, regler om et basisserviceniveau for kommunalbestyrelsens indsamling af affaldsfraktioner, der indeholder emballageaffald fra husholdninger. Klima-, Energi- og Forsyningsministeren fastsætter samtidig regler om serviceniveauets anvendelse på gebyrer opkrævet efter stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan herudover vælge at fastsætte et højere serviceniveau end basisserviceniveauet, som skal afholdes over de øvrige affaldsgebyrer, jf. regler herom i bekendtgørelse om affald.
Stk. 5. Den 1. januar 2027 opkræver kommunalbestyrelsen gebyr for første kvartal i 2027, jf. stk. 1. Klima-, Energi- og Forsyningsministeren fastsætter regler om kommunalbestyrelsens opkrævning af et eventuelt a conto-beløb hos den producent, der er blevet opkrævet gebyr den 1. oktober 2025, 1. januar 2026, 1. april 2026, 1. juli 2026 eller 1. oktober 2026 efter stk. 3. Det eventuelle a conto-beløb fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund af de omkostninger kommunalbestyrelsen har afholdt i perioden ud over 62,5 pct. af størrelsen af gebyrerne efter § 101 og justeret på baggrund af de regler om basisserviceniveau, som ministeren fastsætter efter stk. 4, 2. pkt., opgjort for hver affaldsfraktion, jf. bilag 4.