BEK 846/2026 · Bekendtgørelse om Grøn Investeringsordning
BEK 846/2026 ст. 3
Grøn Investeringsordning målrettes investeringer i Danmark i nye produktionsfaciliteter eller udvidelsen af eksisterende produktionsfaciliteter inden for teknologi til vindmøller, brintteknologier, elnetteknologier, teknologier til bæredygtige alternative brændstoffer (biofuels), teknologier til vedvarende brændstoffer af ikke-biologisk oprindelse (RFNBO eller såkaldte efuels) og bioteknologiske klima- og energiløsninger (biosolutions) jf. Bilag II i Rammebestemmelser for statsstøtteforanstaltninger til støtte for aftalen om ren industri, samt Bilag 1 til denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan yde investeringsstøtte i form af direkte tilskud til virksomheder.
Stk. 3. Direkte tilskud må ikke overstige 15 pct. af de støtteberettigede omkostninger.
Stk. 4. Det samlede støttebeløb pr. støttemodtager skal overholde grænserne fastlagt i punkt 167 i Rammebestemmelser for statsstøtteforanstaltninger til støtte for aftalen om ren industri. Det ansøgte støttebeløb skal minimum udgøre 6,0 mio. kr.
Stk. 5. Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal sikre, at støttemodtageren yder et finansielt bidrag på mindst 25 pct. af de støtteberettigede omkostninger med egne midler eller via fremmedfinansiering i en form, der ikke omfatter nogen offentlig støtte jf. punkt 169 i Rammebestemmelser for statsstøtteforanstaltninger til støtte for aftalen om ren industri.
Stk. 6. Virksomheder har mulighed for at søge om støtte til mere end ét projekt. Dog skal virksomheden sende en ansøgning for hvert projekt, der for at få tildelt støtte skal ligge inden for ordningens rammer, jf. § 4 og overholde betingelserne til ansøgningen og til virksomheden, jf. §§ 5 og 6.
Stk. 7. De støtteberettigede omkostninger ved det investeringsprojekt, der støttes, omfatter alle investeringsomkostninger vedrørende materielle (såsom jord, bygninger, anlæg, udstyr, maskiner) og immaterielle aktiver (såsom patentrettigheder, licenser, knowhow eller anden intellektuel ejendomsret), der er nødvendige til produktion eller genvinding af de i § 3, stk. 1, anførte varer. Immaterielle aktiver skal i) forblive tilknyttet det pågældende område og må ikke overføres til andre områder, ii) først og fremmest anvendes i det relevante produktionsanlæg, der modtager støtten, iii) kunne afskrives, iv) erhverves fra tredjeparter uden tilknytning til køberen og på markedsvilkår, v) indgå i aktiverne i den virksomhed, der modtager støtten, og vi) forblive tilknyttet det projekt, hvortil støtten ydes, i mindst fem år (eller tre år for små og mellemstore virksomheder), jf. punkt 166 i Rammebestemmelser for statsstøtteforanstaltninger til støtte for aftalen om ren industri.
Stk. 8. Støtte i medfør af stk. 2 kan suppleres af lån og garantier fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond på markedsvilkår i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds lån og garantier på markedsvilkår følger kravene i underafsnit 2.9.2. af Europa-Kommissionens afgørelse SA. 105087 (2022/N) af 12. maj 2023 om etableringen af Danmarks Eksport- og Investeringsfond.