BEK 841/2026 · Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)
BEK 841/2026 ст. 90
Administration m.v.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan bestemme, at de afgørelser, som Udbetaling Danmark kan træffe, helt eller delvis kan henlægges til uddannelsesinstitutionerne. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan endvidere bestemme, hvordan den enkelte uddannelsesinstitution skal administrere og indberette oplysninger til Udbetaling Danmark i forbindelse med tildeling af uddannelsesstøtte og kan herunder fastsætte myndighedskrav til institutionernes administration.
Stk. 2. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af tilsynet med uddannelsesinstitutionernes administration, sagsoplysning og indberetning af oplysninger i forbindelse med tildeling af støtte. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan herunder kræve oplysninger om uddannelsessøgende, der ikke får støtte. Oplysningerne gives til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen efter retningslinjer, der fastsættes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan herunder bestemme, at uddannelsesinstitutionerne skal registrere oplysningerne og efter anmodning overføre dem til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i elektronisk form.
Stk. 3. Oplysninger, jf. stk. 2, og oplysninger eller meddelelser mellem uddannelsesinstitutionerne og Udbetaling Danmark, der sendes elektronisk, forsynes med digital signatur eller anden sikker identifikation efter Uddannelses- og Forskningsstyrelsens nærmere bestemmelse.
Stk. 4. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Udbetaling Danmark kan autorisere den enkelte uddannelsesinstitution til det administrative it-system.