Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 841/2026 · Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

BEK 841/2026 ст. 58

Ændring af foreløbig tildelt støtte i støtteåret

ДействуетОфициальный текст

Udbetaling Danmark standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales i uddannelsesstøtte, hvis den uddannelsessøgende i støtteperioden ikke opfylder støttebetingelserne i SU-lovens § 2, stk. 1, herunder 1) afslutter eller afbryder uddannelsen, 2) får orlov fra uddannelsen, 3) får løn i perioder som led i uddannelsen, 4) får anden offentlig støtte, der udelukker uddannelsesstøtte, 5) erklæres ikke-studieaktiv, eller 6) ikke længere er indskrevet på og gennemgår en heltidsuddannelse.

Stk. 2. Udbetaling Danmark standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales til uddannelsessøgende, der modtager uddannelsesstøtte efter § 2, når den uddannelsessøgende ophører med at være eller have status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark efter EU-retten og ikke opfylder en af de øvrige betingelser i kapitel 1.

Stk. 3. Udbetaling Danmark standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales til uddannelsessøgende, der modtager uddannelsesstøtte efter § 4, når 1) den uddannelsessøgende ikke længere er ægtefælle eller registreret partner til en EU/EØS-statsborger, og den uddannelsessøgende ikke opfylder en af de øvrige betingelser i kapitel 1, eller 2) EU/EØS-statsborgeren, som den uddannelsessøgende er ægtefælle eller registreret partner til, ophører med at være eller have status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, og den uddannelsessøgende ikke opfylder en af de øvrige betingelser i kapitel 1.

Stk. 4. Udbetaling Danmark standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales til uddannelsessøgende, der modtager uddannelsesstøtte efter § 5, stk. 1, nr. 2 og 3, eller stk. 3, eller § 6, stk. 1 eller 3, når EU/EØS-statsborgeren ophører med at være eller have status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, og den uddannelsessøgende ikke opfylder en af de øvrige betingelser i kapitel 1.

Stk. 5. Udbetaling Danmark standser udbetalingen af de foreløbige beløb, der udbetales i uddannelsesstøtte til uddannelsessøgende, der får uddannelsesstøtte til en uddannelse i udlandet, og som ikke har dokumenteret indskrivning og studieaktivitet efter § 82, stk. 3.