BEK 841/2026 · Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)
BEK 841/2026 ст. 26
Uddannelsesstøtte inden for klippekortet
Rammen udvides efter SU-lovens § 16, stk. 2, i forbindelse med Udbetaling Danmarks afgørelse om tildeling af stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, eller stk. 4, nr. 1. Udvidelsen af rammen bevares under senere uddannelser, der gives uddannelsesstøtte til inden for klippekortet. Rammen udvides kun én gang som følge af tildeling af tillægsstipendium efter enten SU-lovens § 7, stk. 3, eller stk. 4, nr. 1.
Stk. 2. Tillægget til støttetiden efter SU-lovens § 17, stk. 2, gives i forbindelse med Udbetaling Danmarks afgørelse om tildeling af stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, eller stk. 4, nr. 1, til den uddannelse, som den uddannelsessøgende er i gang med, og gælder kun til denne uddannelse. Der gives kun tillæg til støttetiden én gang til samme uddannelse som følge af tildeling af tillægsstipendium efter enten SU-lovens § 7, stk. 3, eller stk. 4, nr. 1.
Stk. 3. Hvis Udbetaling Danmark træffer afgørelse om, at tildelingen af stipendium som tillæg efter SU-lovens § 7, stk. 3, eller stk. 4, nr. 1, er sket med urette, træffer Udbetaling Danmark samtidig afgørelse om, hvorvidt udvidelsen af rammen, jf. stk. 1, og tillægget til støttetiden, jf. stk. 2, også er givet med urette og derfor bortfalder.
Stk. 4. Udbetaling Danmark rejser krav om tilbagebetaling af eventuel for meget modtaget uddannelsesstøtte, jf. SU-lovens kapitel 7, som følge af afgørelse efter stk. 3.