BEK 832/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til investering i udvalgte miljø- og klimateknologier 2026
BEK 832/2026 ст. 13
Forpligtelser
Modtager tilsagnshaver samlet offentlige tilskud på over 50.000 EUR, skal tilsagnshaver opsætte et forklarende skilt eller tilsvarende elektronisk skærm. Beløbsgrænsen omregnes til DKK ved brug af vekselkursen per den 1. januar i det år, hvor der er givet tilsagn om tilskud. Skiltet eller skærmen skal 1) opsættes på et sted, som er tydeligt synligt for offentligheden, 2) være læsbart, 3) være vind- og vejrbestandigt, 4) informere om projektet, herunder projektets titel, mål og resultater samt en kort beskrivelse af projektet, 5) fremhæve tilskuddet fra Den Europæiske Union, og 6) vise EU-logoet, jf. bilag 4.
Stk. 2. Hvis tilsagnshaver har et officielt websted eller en officiel profil på en social medieplatform, er tilsagnshaver forpligtet til at skilte her uanset tilskudsbeløb ved at 1) informere om projektet, herunder projektets titel, mål og resultater samt en kort beskrivelse af projektet, og 2) fremhæve tilskuddet fra Den Europæiske Union.
Stk. 3. Hvis projektet omfatter dokumenter og kommunikationsmateriale, der vedrører gennemførelsen af projektet, og som er beregnet til offentligheden eller deltagerne, er tilsagnshaver forpligtet til at skilte på dette materiale uanset tilskudsbeløb ved at 1) informere om projektet, herunder projektets titel, mål og resultater samt en kort beskrivelse af projektet, 2) fremhæve tilskuddet fra Den Europæiske Union, og 3) vise EU-logoet, jf. bilag 4.
Stk. 4. Der skal skiltes senest 60 kalenderdage efter datoen for modtagelsen af tilsagn om tilskud og indtil datoen for udbetaling, jf. dog stk. 5.
Stk. 5. Hvis det samlede offentlige tilskud ikke overstiger den i stk. 1 anførte beløbsgrænse på datoen for modtagelse af tilsagn om tilskud, skal der skiltes senest 60 kalenderdage efter den dato, hvor beløbsgrænsen er nået, og indtil datoen for udbetaling.
Stk. 6. Hvis der i løbet af projektperioden, jf. § 2, oprettes en hjemmeside eller en officiel profil på en socialmedie platform, skal der skiltes, jf. stk. 2, senest 60 kalenderdage efter den dato, hvor hjemmesiden eller den officielle profil oprettes, og indtil datoen for udbetaling.
Stk. 7. Tilsagnshaver skal på styrelsens anmodning dokumentere, at der er skiltet korrekt, jf. stk. 1, 2 og 3, og rettidigt jf. stk. 4, 5 og 6. Dokumentationen kan f.eks. bestå af to billeder taget henholdsvis på tidspunktet for opsætning af skiltningen og på datoen for udbetalingen.