BEK 810/2026 · Bekendtgørelse om affald
BEK 810/2026 ст. 61
Tilbagetagningsordninger
Virksomheder, som ønsker at etablere en tilbagetagningsordning, jf. § 58, skal indsende en anmeldelse til Energistyrelsen.
Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde følgende: 1) Anmeldervirksomhedens navn, cvr-nr., adresse, kontaktperson og kontaktoplysninger. 2) Angivelse af, om anmeldervirksomheden er producent, importør eller en virksomhed, som markedsfører et produkt på det danske marked, uden samtidig at være producent eller importør. For en markedsførende virksomhed skal der vedlægges aftale med producenten eller importøren. 3) En detaljeret beskrivelse af den planlagte indsamlingsmetode og behandlingsform. 4) En beskrivelse af den forventede mængde og kvalitet af det affald, som er omfattet af ordningen. 5) En beskrivelse af de forventede mængder og kvalitet af materialet forberedt med henblik på genbrug eller det genanvendte materiale.
Stk. 3. Energistyrelsen kan gøre indsigelse mod etableringen af tilbagetagningsordningen i op til 4 uger efter anmeldelsen, hvis styrelsen vurderer, at den planlagte tilbagetagningsordning ikke kan opfylde betingelserne i §§ 59 og 60.
Stk. 4. Hvis Energistyrelsen ikke har gjort indsigelse, jf. stk. 3, har virksomheden efter skriftlig orientering til Energistyrelsen og kommunalbestyrelsen i de kommuner, hvor en tilbagetagningsordning ønskes etableret, ret til at etablere tilbagetagningsordningen.
Stk. 5. Hvis virksomheden ophører med at drive tilbagetagningsordningen, eller hvis forudsætningerne ændrer sig væsentligt, skal virksomheden give Energistyrelsen meddelelse herom.