BEK 777/2026 · Bekendtgørelse om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af regionale hverv
BEK 777/2026 ст. 53
Vederlag, eftervederlag og pension til regionsrådets formand m.fl.
En regionsrådsformand, jf. § 41, der oppebærer egenpension efter lov om tjenestemandspension, lov om vederlag og pension m.v. for ministre, lov om valg til Folketinget samt lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet, eller fra en stilling på tjenestemandsvilkår eller tjenestemandslignende vilkår i en region, en kommune, et koncessioneret selskab, anden offentlig virksomhed eller fra en statsgaranteret pensionskasse, får nedsat egenpensionen som regionsrådsformand.
Stk. 2. Regionsrådsformandspensionen med et eventuelt tillæg efter § 48, stk. 4, nedsættes med halvdelen af det eller de pensionsbeløb, regionsrådsformanden, jf. § 41, i øvrigt har krav på. Nedsættelsen kan dog ikke overstige halvdelen af regionsrådsformandspensionen med eventuelt tillæg. Såfremt den samlede egenpension med tillæg, der herefter ville tilkomme den pågældende, overstiger den til enhver tid højst opnåelige egenpension i henhold til lov om tjenestemandspension med eventuelt tillæg efter § 6, stk. 3, i lov om tjenestemandspension, nedsættes regionsrådsformandspensionen med det overskydende beløb.
Stk. 3. Tilkommer der en pensioneret regionsrådsformand, jf. § 41, løn eller vederlag fra en stilling, der berettiger til pension som angivet i stk. 1, nedsættes regionsrådsformandspensionen med tillæg efter § 48, stk. 4, 1. pkt., ligeledes efter reglerne i stk. 2, dog således at lønnen eller vederlaget træder i stedet for pensionen ved beregningen af nedsættelsen, og således at pensionsgivende løn og vederlag sammenlagt med regionsrådsformandspensionen med tillæg ikke kan overstige den højeste pensionsgivende tjenestemandsløn.
Stk. 4. Såfremt en efterlevende ægtefælle efter en regionsrådsformand, jf. § 41, har krav på ægtefællepension efter de i stk. 1 nævnte regler, nedsættes ægtefællepensionen hidrørende fra regionsrådsformandshvervet samt et eventuelt tillæg efter § 50, stk. 4, 2. pkt., med halvdelen af det eller de pensionsbeløb, ægtefællen i øvrigt har krav på. Nedsættelsen kan dog ikke overstige halvdelen af ægtefællepensionen med tillæg. Overstiger den samlede ægtefællepension, der herefter ville tilkomme den pågældende, den højeste ægtefællepension, der kan opnås i henhold til lov om tjenestemandspension, samt tillæg efter § 12, stk. 2, i lov om tjenestemandspension, nedsættes ægtefællepensionen hidrørende fra regionsrådsformandshvervet med det overskydende beløb.
Stk. 5. Nedsættelse af pension efter stk. 2-4 foretages kun i det omfang, tilsvarende nedsættelse i de pensionsbeløb, som den pågældende i øvrigt måtte have krav på, ikke foretages i henhold til de for udbetalingen af nævnte pensionsbeløb gældende bestemmelser om pensionsbegrænsning som følge af pension hidrørende fra regionsrådsformandshvervet.