BEK 735/2026 · Bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v.
BEK 735/2026 ст. 52
Ungdomsboligbidrag
For almene ungdomsboliger med tilsagn i finansåret 2020 udgør ungdomsboligbidraget på årsbasis 186 kr. pr. m² bruttoetageareal, jf. § 17. For boliger med tilsagn i efterfølgende finansår reguleres dette beløb med stigningen i nettoprisindekset over en 12-måneders periode sluttende i september måned det foregående år.
Stk. 2. For ungdomsboliger omfattet af tilsagn meddelt i perioden fra og med den 1. januar 1997 til og med den 30. juni 2009 reguleres bidraget en gang årligt pr. 1. januar med 75 pct. af stigningen i nettoprisindekset. For ungdomsboliger omfattet af tilsagn meddelt efter den 30. juni 2009 reguleres bidraget en gang årligt pr. 1. januar i de første 20 år efter låneoptagelsen med stigningen i nettoprisindekset og herefter med 75 pct. af stigningen i det nævnte indeks. Stigningen i nettoprisindekset opgøres for en 12-måneders periode sluttende maj måned det foregående år.
Stk. 3. Den almene boligorganisation eller den selvejende institution skal til Udbetaling Danmark oplyse det registrerings- og kontonr. i det pengeinstitut, hvortil ungdomsboligbidraget skal overføres.
Stk. 4. Ungdomsboligbidraget udbetales bagud hvert kvartal den sidste bankdag i marts, juni, september og december måned. Ungdomsboligbidraget ydes første gang 3 måneder efter låneoptagelsen. Det er en forudsætning for udbetalingen, at den almene boligorganisation eller den selvejende institution overfor Udbetaling Danmark dokumenterer, hvornår lånet er optaget.