BEK 732/2026 ст. 1
Fælles regler for finansiering af ydelser og tilbud efter lov om social service og barnets lov
Tilbud og ydelser efter lov om social service og barnets lov, som er oplistet i § 8, finansieres af kommunerne ved betaling af en aftalt pris, jf. § 13, stk. 1, ved abonnementsordninger, jf. § 14, og ved aftaler om forpligtende køb eller delt finansieringsansvar, jf. § 15. Ophold på tilbud efter § 8, stk. 1, nr. 16 (ophold på krisecentre m.v.) og nr. 17 (ophold på forsorgshjem m.v.), finansieres dog ved betaling af en beregnet takst, jf. § 13, stk. 2. Aftaler om betaling for ydelser leveret i friplejeboliger følger reglerne i lov om friplejeboliger, jf. § 13, stk. 3.
Stk. 2. Delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger, jf. § 43, stk. 3, i barnets lov, finansieres af kommunerne og Udlændingestyrelsen ved betaling af en aftalt pris, jf. § 16.
Stk. 3. Sikrede døgninstitutioner, jf. § 43, stk. 3, i barnets lov, finansieres delvist af kommunerne og Udlændingestyrelsen ved betaling af en aftalt pris, jf. § 19, og delvist af kommunerne ved betaling af en fast takst (kriminalpræventiv takst) og ved objektiv finansiering efter reglerne i §§ 20 og 21.
Stk. 4. Døvekonsulentordningen ved CFD og den sikrede boform Kofoedsminde finansieres af kommunerne ved objektiv finansiering efter reglerne i §§ 23 og 24.
Stk. 5. Udlændingestyrelsen afholder kommunens udgifter til tilbud og ydelser efter lov om social service og barnets lov, jf. stk. 1-4, for personer omfattet af § 42 a, stk. 1, i udlændingeloven.