BEK 692/2026 · Bekendtgørelse om tilskud til etablering af højhastighedsbredbånd i 2026
BEK 692/2026 ст. 14
Udbetaling af tilskud
Digitaliseringsstyrelsen fastlægger, hvordan ansøgning om udbetaling af tilskud skal indgives.
Stk. 2. Ansøgningen om udbetaling af tilskud skal indsendes til Digitaliseringsstyrelsen inden 3 måneder efter projektets afslutning. Digitaliseringsstyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilsagnet bortfalder, hvis ansøgning om udbetaling ikke indgives rettidigt.
Stk. 3. Udbetaling af tilskud er betinget af 1) at projektet er gennemført som beskrevet i tilsagnet med eventuelle senere ændringer, jf. § 10, stk. 1, at egen- og medfinansiering er givet til bredbåndsudbyderen, og at den etablerede infrastruktur vil kunne levere en downloadhastighed på mindst 1 Gbit/s under spidsbelastningsvilkår, og 2) at der kun er anvendt momsregistrerede virksomheder til udførelse eller levering af tilskudsberettigede arbejdsopgaver, for hvilke der kræves betaling.
Stk. 4. Digitaliseringsstyrelsen kan fravige betingelsen i stk. 3, nr. 2, når de tilskudsberettigede aktiviteter er momsfritaget i henhold til lov om merværdiafgift (momsloven).
Stk. 5. Ansøgningen om udbetaling skal være fyldestgørende og indeholde den information og dokumentation, der er nødvendig for sagsbehandlingen. Ansøgeren skal efter anmodning fra Digitaliseringsstyrelsen aflevere yderligere oplysninger, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen.