BEK 687/2026 ст. 11
Betingelser og prioritering
Miljøstyrelsen prioriterer ansøgninger om tilsagn om tilskud, der opfylder betingelserne i § 7, hvis der modtages flere ansøgninger, end der kan afholdes inden for tilskudsrammen.
Stk. 2. Ansøgningerne prioriteres efter beliggenheden af det areal, hvorpå beskyttelsesforanstaltningen skal foretages, efter følgende betingelser i prioriteret rækkefølge: 1) Arealet ligger inden for et kortlagt sårbart grundvandsdannende områder eller et andet strategisk vigtigt drikkevandsområde. 2) Arealet ligger inden for et indvindingsopland til en almen vandforsyning.
Stk. 3. Ved et strategisk vigtigt drikkevandsområde forstås, 1) et sårbart grundvandsdannende område, som registreret i Danmarks Areal Information, 2) et indvindingsopland til en almen vandforsyning, hvor der er få eller ingen alternative muligheder for vandindvinding, 3) et nitratfølsomt indvindingsområde, jf. bilag 3, i bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer, 4) et indvindingsopland til en almen vandforsyning, hvor mange forbrugere i dag eller i fremtiden er afhængige af ressourcen, og hvor der kan opstå forsyningsmæssige udfordringer, eller 5) et areal, hvor der i dag ikke indvindes drikkevand, men som vurderes at kunne være en nødvendig grundvandsressource til brug for fremtidig forsyning af drikkevand.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen foretager vurderingen af, om et areal ligger inden for et strategisk vigtigt drikkevandsområde. I tilfælde hvor vandet bruges i en anden kommune end der, hvor beskyttelsesforanstaltningen iværksættes, foretages vurderingen af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori vandet forbruges.
Stk. 5. Ansøgninger omfattet af stk. 2, nr. 1 og 2, prioriteres endvidere efter følgende pointsystem: 1) Der tildeles 8 point, hvis det ansøgte areal er beliggende på en ø, som er angivet i bilag 1. 2) Der tildeles 8 point, hvis det ansøgte areal er beliggende i et sårbart grundvandsdannende område, som registreret i Danmarks Areal Information. 3) Der tildeles 8 point, hvis der er konstateret et højere indhold af nitrat i grundvandet end 6 mg/L. 4) Der tildeles 6 point, hvis det ansøgte areal vedrører en vandforsyning med en samlet indvindingsmængde på under 200.000 m 3 pr. år, og længden af en forbindelsesledning til nærmeste alternative forsyningsmulighed, vil være mere end 10 km. Der tildeles 4 point, hvis det ansøgte areal vedrører en vandforsyning med en samlet indvindingsmængde på under 200.000 m 3 per år, og længden af en forbindelsesledning til nærmeste alternative forsyningsmulighed er mellem 5-10 km. 5) Der tildeles 6 point, hvis den forventede indvindingsmængde fra kildepladsen, som beskyttelsesforanstaltningen vedrører, er eller vil være over 800.000 m 3 pr. år, og 4 point, hvis indvindingsmængden er eller vil være under 800.000 m 3 pr. år. 6) Der tildeles 6 point, hvis den beregnede udgift for vandforbrugere vil blive over 40 kr. pr m 3 vand beregnet ved at dividere den samlede udgift forbundet med den planlagte beskyttelsesindsats, der søges delvis dækning af, med vandforsyningens tilladte indvindingsmængde, og 4 point hvis den beregnede udgift vil blive på 10-40 kr. pr m 3 vand. 7) Der tildeles 4 point, hvis der er to eller flere potentielle offentligt eller privat støttede projekter om klima, natur eller friluftsliv, som ligger på eller i tilknytning til arealet, og 2 point, hvis der er et enkelt potentielt projekt.
Stk. 6. Ved pointlighed prioriteres efter den højeste økonomiske belastning, jf. stk. 5, nr. 6, som beskyttelsesforanstaltningen vil medføre, således at ansøgninger med den højeste økonomiske belastning prioriteres først.