BEK 673/2026 ст. 19
Alternativer til pligtige efterafgrøder og til husdyrefterafgrøder
Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter og følgende ikke fikserende efterafgrøder: Korsblomstrede afgrøder, korn, honningurt, klinte, hjulkrone eller morgenfrue, kan anvendes som alternativ til efterafgrøder, hvis 1) arealerne er etableret senest den 20. august 2026, jf. dog § 20, 2) der anvendes vinterfaste kvælstoffikserende arter, som fremgår af bilag 4, tabel 1, 3) de kvælstoffikserende arter i blanding med ikke-fikserende efterafgrøder maksimalt udgør 25 pct. baseret på antallet af frø i artsblandingen, 4) der anvendes en færdigblandet efterafgrødeblanding med dokumenterbart indhold fra en foderstofforretning, frøfirma eller lignende virksomhed, 5) efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter tidligst nedpløjes, nedvisnes eller på anden måde destrueres den 1. februar 2027, jf. dog stk. 5, og 6) arealet med kvælstoffikserende arter udgør et sammenhængende areal på mindst 0,01 hektar.
Stk. 2. Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter og følgende ikke fikserende efterafgrøder: Græs og cikorie, kan anvendes som alternativ til efterafgrøder, hvis arealerne er etableret senest den 1. august 2026. Betingelserne i stk. 1, nr. 2-6, finder tilsvarende anvendelse for efterafgrødeblandinger omfattet af denne bestemmelse.
Stk. 3. Virksomheden, der råder over arealet med efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter, skal efterfølgende anvende arealerne til en af følgende aktiviteter: 1) Arealerne anvendes til dyrkning af en forårssået afgrøde. 2) Arealerne indgår i EU- eller statsligt finansierede tilskudsordninger om permanent udtagning af landbrugsjorder eller EU- eller statsligt finansierede projekter om permanent udtagning af landbrugsjorder, hvor tilskudsordningerne eller projekterne har til formål permanent at ekstensivere eller vådgøre landbrugsjorder eller begge dele, herunder klima-lavbundsprojekter, vand- og klimaprojekter, og tilskudsordninger, der omfatter tinglyst deklaration om permanent ekstensivering. 3) Arealerne indgår i EU- eller statsligt finansierede tilskudsordninger om skovrejsning eller EU- eller statsligt finansierede projekter om skovrejsning.
Stk. 4. Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter skal etableres efter normale driftsmæssige principper med henblik på en effektiv kvælstofoptagelse inden etablering af en forårssået afgrøde.
Stk. 5. Arealer med efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter, der indgår i EU- eller statsligt finansierede tilskudsordninger om permanent udtagning af landbrugsjorder eller EU- eller statsligt finansierede projekter om permanent udtagning af landbrugsjorder, jf. stk. 3, nr. 2, må ikke nedpløjes, nedvisnes eller på anden måde destrueres, inden arealerne ekstensiveres permanent med tinglyst deklaration.
Stk. 6. Ved indberetning, jf. § 29, stk. 1, erstatter 1 hektar efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter 1 hektar efterafgrøder.