Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 588/2026 · Bekendtgørelse om krav til dieseldrevne lastbiler, busser, varebiler og personbiler i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.

BEK 588/2026 ст. 27

Undtagelser for køretøjer som anvendes til privat brug

ДействуетОфициальный текст

En registrering foretages på www.miljoezoner.dk og skal indeholde den fornødne dokumentation, for at Miljøstyrelsen ved stikprøvekontrol kan kontrollere, at betingelserne for undtagelse er opfyldt.

Stk. 2. Følgende skal oplyses ved registrering: 1) Køretøjets registreringsnummer. 2) Kopi af køretøjets registreringsattest. 3) Dokumentation for at der ikke kan eftermonteres et partikelfilter på køretøjet, såfremt undtagelse registreres efter §§ 23-26. 4) Dokumentation for omfattet undtagelseskategori: a) Registrering af undtagelse efter § 23, stk. 1 skal for køretøjer registreret i Køretøjsregisteret vedlægges kopi af handicapparkeringskort samt angivelse af personnummer for handicapparkeringskortets indehaver eller vedlægges dokumentation for meddelt støtte til køb af køretøjet i henhold til § 114 i lov om social service, såfremt køretøjet ikke er registreret i Køretøjsregisteret med tilladelsen invalidekøretøj. For køretøjer registreret i udlandet, skal der vedlægges dokumentation for, at køretøjet er registreret som et handicapkøretøj i det pågældende land, kopi af handicapparkeringskort eller dokumentation for meddelt støtte til køb af køretøjet som følge af ejerens eller brugerens varigt nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne. b) Registrering af undtagelse efter § 24, stk. 1, skal vedlægges erklæring fra arbejdsgiver for natarbejde, som ikke må være ældre end seks måneder på tidspunktet for registrering. c) Registrering af undtagelse efter § 25, stk. 1, skal vedlægges oplysning om ejers eller brugers nuværende bopælsadresse samt bopælsadresse på datoen, hvor køretøjet blev omfattet af miljøzonereglerne.

Stk. 3. Ejeren eller brugeren bekræfter sin identitet med digital signatur og giver samtykke til, at Miljøstyrelsen kan indhente oplysninger om vedkommende i Det Centrale Personregister samt oplysninger om køretøjet og ejerforhold i Køretøjsregisteret.

Stk. 4. Ejeren eller brugeren erklærer på tro og love, at de angivne oplysninger er korrekte.

Stk. 5. Miljøstyrelsen registrerer oplysninger og tilknyttet dokumentation om køretøjer, der har opnået undtagelse, hos Sund & Bælt Holding A/S, herunder indregistreringsland, registreringsnummer, tidsperiode og hvilke miljøzoner, som undtagelsen gælder for.

Stk. 6. Hvis ejeren eller brugeren ikke er omfattet af eller er fritaget for reglerne i bekendtgørelse om forvaltning af Digital Post fra offentlige afsendere, kan den fornødne dokumentation indsendes med papirpost til Miljøstyrelsen, der herefter vil foretage registreringen.

Stk. 7. Al dokumentation skal være på dansk, norsk, svensk eller engelsk.