BEK 582/2026 ст. 15
Foranstaltninger
Som led i den oplæring og instruktion, der skal gives efter § 18 i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, skal arbejdsgiveren sørge for, at oplæringen og instruktionen omfatter 1) risikoen ved de stoffer og materialer, der er omfattet af denne bekendtgørelse, som findes på arbejdspladsen, herunder navnene på stofferne, faremærkning, andre risici ved arbejde med og udsættelse for dem, relevante grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering og andre anvisninger, 2) den potentielle sundhedsrisiko, herunder den risiko, som tobaksrygning medfører, 3) de foranstaltninger, der skal træffes for at forebygge udsættelse, herunder håndtering og opbevaring, forbud mod at ryge, spise eller drikke og opbevaring af tobak, mad og drikkevarer, samt evt. andre anvendelsesbegrænsninger, 4) de foranstaltninger, der skal træffes med hensyn til personlig hygiejne, 5) de foranstaltninger, der træffes med hensyn til rengøring, 6) korrekt brug af sikkerhedsforanstaltninger under arbejdet, herunder værnemidler og disses placering på arbejdspladsen, 7) sikkerhedsforanstaltninger, som arbejdstagerne, herunder redningsmandskabet, skal træffe ved uheld, f.eks. brand, spild og lignende, og til forebyggelse af uheld, og 8) bortskaffelse af stoffer og materialer samt værnemidler efter endt brug og øvrig håndtering af affald, herunder særligt mærket affald.
Stk. 2. Oplæringen skal 1) tilpasses for at tage højde for nye eller ændrede risici, navnlig når arbejdstagere er eller sandsynligvis vil blive eksponeret for nye kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer eller for et antal forskellige kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer, herunder sådanne der er indeholdt i farlige lægemidler, eller i tilfælde af skiftende arbejdsrelaterede omstændigheder, 2) gives regelmæssigt i sundhedsplejesammenhænge til alle arbejdstagere, der eksponeres for kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer, navnlig hvor nye farlige lægemidler indeholdende disse stoffer anvendes, og 3) om nødvendigt gentages regelmæssigt i andre sammenhænge.
Stk. 3. Arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne må i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, kun udføres af personer, der har fået særlig oplæring og instruktion om sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer og foranstaltninger i forbindelse med arbejdet, foretaget af særligt sagkyndige personer. Hvis virksomheden ikke selv råder over den særlige sagkundskab, skal der indhentes ekstern særlig sagkundskab.
Stk. 4. Arbejde med stofferne, materialerne og arbejdsprocesserne må i det omfang, det fremgår af bilag 1 og 2, indtil uddannelsen efter § 16 er gennemført, kun udføres af personer, der har fået særlig oplæring og instruktion om den sikkerheds- og sundhedsmæssige fuldt forsvarlige udførelse af arbejdet af personer, der har gennemgået den pågældende uddannelse, jf. bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser.
Stk. 5. Oplæring og instruktion skal gennemføres inden arbejde med farlige stoffer og materialer, eller inden der er risiko for udsættelse for farlige stoffer og materialer, og gentages regelmæssigt. Instruktionen er mundtlig og understøttes af skriftligt materiale når der arbejdes med eller er risiko for udsættelse for særligt farlige stoffer og materialer, ved særligt komplicerede arbejdsprocesser og forhold, og når arbejdspladsvurderingens del om stoffer og materialer, jf. kapitel 4, i øvrigt tilsiger det.