BEK 563/2026 ст. 34
Ikrafttrædelses- og overgangsregler
Frem til det tidspunkt, hvor Ydelsesrefusion kan indhente oplysninger fra en kommune i indkomstregisteret for ydelsen nævnt i § 3, stk. 1, nr. 11, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne, jf. § 9, stk. 2, skal Ydelsesrefusion til brug for opgørelse af kommunernes finansieringsbeløb anvende følgende oplysninger fra det fælles it-baserede datagrundlag, jf. bekendtgørelse om det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus på beskæftigelsesområdet, om ydelser nævnt i § 3, stk. 1, nr. 11, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne: 1) CPR-nummer. 2) Udbetalingskommune. 3) Start- og slutdato for den enkelte aktivitet. 4) Udgift til ydelsen før skat. 5) Gennemsnitligt ugentligt timetal og minuttal for den enkelte aktivitet.
Stk. 2. Så længe oplysninger om løntilskud hentes fra det fælles it-baserede datagrundlag til beregning af refusion af udgiften til løntilskud, herunder løntilskud efter lov om integration af udlændinge i Danmark, anvendes de gældende satser for løntilskudsansættelse pr. time for offentlig og privat løntilskudsansættelse, jf. § 75, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ganget med det registrerede gennemsnitlige antal timer og minutter pr. uge, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For personer, hvor der ikke er en fast tilskudssats pr. time, anvendes den maksimale sats, der kan udbetales pr. time til disse personer/målgrupper.
Stk. 4. Hvis en person modtager en ydelse nævnt i § 3, stk. 1, nr. 6, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne inden for samme periode som den registrerede løntilskudsperiode, fratrækkes udgiften til denne ydelse i den beregnede udgift til løntilskud, jf. stk. 2 og 3.