BEK 561/2026 ст. 1
Anvendelsesområde og landsdækkende registre
Data indsamles af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med udgangspunkt i § 32, stk. 1, § 38, stk. 2, og §§ 53 og 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., hvori det fremgår, at beskæftigelsesministeren etablerer et fælles it-baseret datagrundlag samt et statistisk datavarehus til brug for forvaltningen af den arbejdsmarkedsrettede lovgivning, samt måling af resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen og at data kan samkøres i kontroløjemed.
Stk. 2. Det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus anvendes ved forvaltningen af følgende love og tilhørende bekendtgørelser: 1) Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 2) Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. 3) Lov om sygedagpenge. 4) Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. 5) Lov om aktiv socialpolitik. 6) Lov om fleksydelse. 7) De beskæftigelsesrettede dele af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven). 8) Lov om seniorjob. 9) Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. 10) Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang. 11) Lov om Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. 12) Lov om social pension. 13) Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. 14) Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. 15) Lov om en skattefri seniorpræmie. 16) Lov om et midlertidigt børnetilskud til visse grupper. 17) Lov om individuel boligstøtte.
Stk. 3. Oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag kan bruges til følgende: 1) Administrative formål, herunder fastlæggelse af borgernes rettigheder og pligter efter lovgivningen, administration af forsørgelsesydelser, opfølgning på jobsøgning, visitationsgrupperinger og visitationskategoriseringer, sygedagpengekategorisering, tilrettelæggelse og opgørelse af indsatsen over for de forskellige målgrupper, udarbejdelse af »Min Plan« og uddannelsesplaner efter lov om kommunal indsats for unge under 25 år, uddannelsespålæg, rehabiliteringsplaner, aftale om opfølgning, jf. lov om sygedagpenge, sagsbehandling, herunder af visitation og tilsyn, og anden forvaltning af lovgivningen, jf. stk. 1 og 2. 2) Understøttelse af selvbetjeningsløsninger for borgere og virksomheder. 3) Kontrol, jf. § 32, stk. 1, og §§ 53 og 54 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. 4) Analyse, statistik og forskning.