BEK 277/2026 ст. 17
En ansøgning om tilskud skal være bilagt følgende oplysninger: 1) Specificeret og kvitteret regningsmateriale, der angiver hvad patienten har købt, hvor og hvornår det er købt. 2) Patientens erklæring om, hvorvidt der allerede er ydet helt eller delvist offentligt tilskud. 3) En beskrivelse af den/de modtagne varer og tjenesteydelser, således at der kan foretages en sammenligning (ligestilling) med ydelser, hvortil der gives tilskud efter sundhedslovgivningen eller i overenskomster indgået i medfør heraf. Ved ansøgning om tilskud til lægemidler, jf. § 1, stk. 2, nr. 23, skal kopi af lægemiddelpakningen eller fotografi heraf vedlægges, med henblik på at fastslå lægemidlets indholdsstof, pakningsstørrelse, styrke og lægemiddelform. 4) Kopi af eventuel lægehenvisning eller dokumentation for lægeordination, jf. § 9. Ved ansøgning om tilskud til lægemidler, jf. § 1, stk. 2, nr. 23, skal kopi af recepten vedlægges. 5) Kopi af kommunalbestyrelsens/regionsrådets tilskudsbevilling ved ansøgning om tilskud efter § 1, stk. 2, nr. 17 og 24.
Stk. 2. For de under § 4, nr. 1, anførte sikrede vedlægges ansøgningen en kopi af den sikredes særlige sundhedskort.
Stk. 3. For de under § 4, nr. 2, anførte pensionister eller deres familiemedlemmer vedlægges ansøgningen en kopi af ansøgerens EU-sygesikringskort eller en midlertidig erstatningsattest for kortet.
Stk. 4. For de under § 4, nr. 3, anførte familiemedlemmer til en grænsearbejder vedlægges ansøgningen en kopi af grænsearbejderens særlige sundhedskort samt en kopi af ansøgerens EU-sygesikringskort eller en midlertidig erstatningsattest for EU-sygesygesikringskortet.
Stk. 5. Den myndighed, der træffer afgørelse om tilskud, skal eventuelt i samarbejde med det relevante udenlandske kontaktpunkt, bidrage til at søge regningsmaterialets indhold afklaret.
Stk. 6. Lægemiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet om kopi af lægemiddelpakningen eller foto heraf i stk. 1, nr. 3, andet punktum, og fra kravet om kopi af recepten i stk. 1, nr. 4, andet punktum.