Правовая библиотека и анализ дел · Австрия · Бельгия · Европейский союз
LAWxPERT Вход Бесплатная учётная запись

BEK 249/2026 · Bekendtgørelse om ydelse af driftstilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer samt retningslinjer for initiativstøtte

BEK 249/2026 ст. 35

DUFs sagsbehandling og kontrol

ДействуетОфициальный текст

DUF udpeger hvert år en godkendt revisor til at kontrollere de oplysninger, der ligger til grund for organisationernes ansøgninger om driftstilskud fra et antal tilfældigt udvalgte organisationer.

Stk. 2. DUF kan ligeledes selv vælge at udtage én eller flere organisationer til en ekstern kontrol, hvor de oplysninger, der ligger til grund for organisationernes ansøgninger om driftstilskud, kontrolleres af den godkendte revisor, jf. stk.1.

Stk. 3. Tipsungdomsnævnet eller DUF kan herudover udpege en godkendt revisor til at kontrollere de oplysninger, der ligger til grund for beregning af driftstilskud.

Stk. 4. Organisationer, der udvælges til ekstern kontrol, er forpligtet til at indsende den dokumentation, der anmodes om. Manglende eller mangelfuld medvirken kan medføre, at driftstilskud helt eller delvist bortfalder eller kræves tilbagebetalt.

Stk. 5. Såvel organisationens egen revisor, som en af DUF eller Tipsungdomsnævnet udpeget revisor, kan ved henvendelse til organisationens medlemmer kontrollere rigtigheden af de af organisationen opgivne oplysninger.

Stk. 6. DUF kan ikke træffe afgørelse i de sager, hvor organisationen er udtaget eller udtrukket til ekstern kontrol, førend resultatet af den eksterne kontrol foreligger, da afgørelsen om driftstilskuddet afhænger af den eksterne kontrols konklusioner.

Stk. 7. Organisationens udgifter til egen revisors honorar afholdes i begge tilfælde af DUF, i det omfang at udgifterne er rimelige. Udgifterne kan kun vedrøre organisationens revisors deltagelse i møder i forbindelse med kontrollen samt fremskaffelsen af dokumenter til brug for denne.

Stk. 8. I de tilfælde hvor Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 3, udpeger en revisor til at kontrollere de oplysninger, der ligger til grund for beregning af driftstilskud, dækker DUF udgifterne hertil.