BEK 249/2026 ст. 17
Kriterier for driftstilskud til landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer
Organisationer i gruppe a er kendetegnet ved følgende: 1) Formål og aktiviteter tager i overvejende grad afsæt i et samlet livs- eller verdenssyn, forstået på den måde at: a) Den bærende idé er tydeligt retningsgivende for fællesskabet og organisationens virke. b) Den bærende idé afgrænser i høj grad både medlemsskare og organisation fra andre idébaserede fællesskaber (hvilket ikke er det samme som, at der ikke kan være slægtskab eller værdisammenfald mellem to idébaserede organisationer). c) Organisationens aktiviteter kan udskiftes og udvikles, så de til enhver tid understøtter den samlende idé bedst muligt. 2) Formål og aktiviteter rækker ud over foreningens egen medlems- og deltagerkreds mod samfund og omverden. 3) Der er et tydeligt formuleret ønske om, at organisationens virke skal påvirke/ændre verden i en bestemt retning, der typisk tager udgangspunkt i en helhedsorienteret vision for samfundet. 4) Organisationens aktiviteter mv. benyttes, organiseres og udvikles af medlemmerne, som demokratiske medejere af organisationen i alle led.