BEK 248/2026 · Bekendtgørelse om forretningsorden for Udlændingenævnet
BEK 248/2026 ст. 5
Udlændingenævnets sammensætning og organisation samt beskikkelse af medlemmerne
Udlændingenævnets medlemmer beskikkes af Udlændingenævnets formandskab. Dommerne beskikkes efter udpegning af vedkommende retspræsident. Advokaterne beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet. De medlemmer, der gør tjeneste i Udlændinge- og Integrationsministeriet, beskikkes efter indstilling fra udlændinge- og integrationsministeren.
Stk. 2. Beskikkelsen besluttes på et møde i Udlændingenævnets formandskab eller ved skriftlig forelæggelse for de enkelte medlemmer af formandskabet. Udlændingenævnets sekretariat udarbejder til brug herfor en liste over udpegede og indstillede nævnsmedlemmer, som forelægges for formandskabet. Efter formandskabsmødet eller den skriftlige forelæggelse udarbejder sekretariatet en protokol vedrørende formandskabets godkendelse, hvori angives 1) hvilke medlemmer, der er blevet beskikket, eventuelt ved henvisning til listen over udpegede og indstillede nævnsmedlemmer, der vedlægges, 2) beskikkelsesperioden og 3) særlige forhold, der har været drøftet vedrørende beskikkelserne.
Stk. 3. Udlændingenævnets medlemmer beskikkes for en periode på 4 år.
Stk. 4. Et nævnsmedlem har ret til genbeskikkelse for en periode på yderligere 4 år. Udlændingenævnets formand har ud over retten til genbeskikkelse nævnt i 1. pkt. ret til genbeskikkelse for en periode på yderligere 4 år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted. Genbeskikkes Udlændingenævnets formand, fortsætter den pågældende som formand. Forud for beskikkelsesperiodens udløb hører Udlændingenævnets sekretariat de nævnsmedlemmer, der kan genbeskikkes, om de ønsker genbeskikkelse. Ved genbeskikkelser følges fremgangsmåden i stk. 2.