BEK 168/2026 · Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder
BEK 168/2026 ст. 29
Justeringer af rammer
Forsyningstilsynet forhøjer efter ansøgning en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får meromkostninger som følge af opgaver nævnt i stk. 3.
Stk. 2. Forsyningstilsynet nedsætter en netvirksomheds omkostningsramme og justerer det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret, såfremt en netvirksomhed får færre omkostninger som følge af ændrede opgaver nævnt i stk. 3.
Stk. 3. Følgende opgaver, jf. stk. 1 og 2, giver anledning til justering af en netvirksomheds omkostningsramme og det samlede forrentningsgrundlag i reguleringsåret: 1) Udskiftning og opgradering af elmålere til fjernaflæste elmålere, fremskyndelse af investeringer i fjernaflæste elmålere og indsendelse af timemålte forbrugsdata til datahubben i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om elforsyning. 2) Omkostninger til beredskab efter lov om styrket beredskab i energisektoren og i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om styrket beredskab i energisektoren. Hertil medregnes sådanne omkostninger, som er afholdt fra og med fristen for implementering af NIS 2- og CER-direktiverne, den 17. oktober 2024, for reguleringsåret 2025. 3) Betaling af omkostninger til myndighedsbehandling i henhold til lov om elforsyning, lov om styrket beredskab i energisektoren og lov om Forsyningstilsynet og regler fastsat i medfør heraf. 4) Omkostninger ved overdragelse og varetagelse af måleransvar for elkunder og elproducenter direkte tilsluttet transmissionsnettet i medfør af lov om elforsyning. 5) Udarbejdelse af netudviklingsplaner i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 22, stk. 4, lov om elforsyning. 6) Omkostninger knyttet til realisering af energibesparelser, jf. bekendtgørelse om energispareydelser i net- og distributionsvirksomheder, der vedrører projekter, der er afsluttet inden ordningens ophør, men som er regnskabsført i 2021 og frem. 7) Omkostninger i forbindelse med administrative ydelser og indhentning af oplysninger til brug for ansøgning om etablering af direkte linjer. 8) Omkostninger i forbindelse med frisættelse af data i henhold til regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af § 22, stk. 5, i lov om elforsyning.
Stk. 4. Hvis netvirksomheden er uenig i en afgørelse fra Forsyningstilsynet om omkostninger til beredskab, jf. stk. 3, nr. 2, på baggrund af overvejelser om netvirksomhedens sikring af det tilstrækkelige beredskabsmæssige niveau, kan netvirksomheden anmode Energistyrelsen om en faglig udtalelse. Forsyningstilsynet kan anmode Energistyrelsen om en faglig udtalelse før en afgørelse træffes, hvis Forsyningstilsynet har begrundet tvivl om, hvorvidt omkostninger til beredskab kan omfattes af § 29, stk. 3, nr. 2.